
Bøderegnen over skønhedssalonen Cliuniq i Ringstedgade fortsætter.
Fredag klokken 12.06 kom politiet forbi og kunne konstatere, at klinikken var åben og havde kunder til behandling. Det er 10. gang, Cliuniq er blevet grebet i at holde åbent trods coronarestriktionerne, og politiet udskrev endnu en gang bøder til den mandlige indhaver og den 32-årige ansatte.
Dagen efter kom politiet så tilbage og kunne igen hive bødeblokken frem, da indehaver eller medarbejder ikke i mellemtiden havde besluttet sig for, at nu måtte det også være nok.
De har ved flere lejligheder givet udtryk for, at de har tænkt sig at blive ved med at trodse åbningsforbuddet, og politiet kan stadig ikke gøre andet end at udskrive flere bøder.
Det kræver, at der falder en afgørelse på klinikkens sager, idet de ikke har betalt bøderne, men vil have dem til retten. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi arbejder de på at få afgjort sagerne, men det er uvist, om det kan nås i tide til, at bødefarcen kan få en ende, inden restriktionerne en gang ophører.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her