8. april 2020
Thomas Olsen
Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Uden Roskilde, ingen festival

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Uden Roskilde, ingen festival
Roskilde Avis - 26. januar 2020 kl. 20:02
Af Signe Lopdrup / Direktør, Roskilde Festival
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Til sommer afholder vi Roskilde Festival for 50. gang! Normalt ville man nok fejre sådan et jubilæum ved at kigge bagud og mindes alt det, som er sket i fortiden. Sådan kommer vi ikke til at gøre det. Vi markerer begivenheden ved at gøre det, som vi altid har gjort. Vi ser fremad, og vi vil markere Roskilde Festival nr. 50 gennem hele 2020. Vi vil især gøre det i fællesskab med andre, og vi vil i høj grad gøre det i og omkring Roskilde by. For det er her, hvor festivalen har sine rødder. Det er her, hvor engagementet og frivilligheden er vokset fra.

Så når vi i denne uge kickstarter RF50-markeringen med et bidrag til Lysfesten på Stændertorvet (kig efter den 20 meter lange Musiklabyrint), handler det om taknemmelighed. Vi siger tak for årtiers lokalt engagement, og vi siger det med donationer til byens kulturliv, foreninger og institutioner, så de kan skabe nye oplevelser i byen.

Sats på ungdom

Den første festival i 1971 samlede over 10.000 unge på den dengang nye Dyreskueplads. To gymnasieelever, der kendte hinanden gennem elevrådsarbejdet på Roskilde Katedralskole, havde fået en idé, der virkelig ramte tidsånden. Selvom opbakningen var enorm, endte den to dage lange begivenhed i lidt af et uoverskueligt kaos for de involverede.

Jeg tvivler på, at der ville have været festival i Roskilde den dag i dag, hvis ikke byens 'etablissement' lynhurtigt satsede på ungdommen. At festivalen fik sit almennyttige formål om at udlodde overskuddet til gavn for børn og unge skyldes den lokale 'fødselshjælp', der fik indlemmet festivalen i den velgørende - og allerede eksisterende - Roskildefonden. Dermed går festivalens rødder helt tilbage til 1930'erne, hvor byens borgere gik sammen om at arrangere byfester og børnehjælpsdage til gavn for sårbare børn og unge. Formålet i dag er stadig at skabe bedre muligheder for børn og unge.

Selv bliver jeg stadig overvældet af det engagement, som byens foreningsliv hvert år lægger i at skabe rammerne for over 100.000 festivalgængere. To tredjedele af alle 31.000 frivillige er organiserede gennem foreninger. Stærke lokale fællesskaber som Roskilde Roklub, Roskilde Ældre Motion, Vindinge IF, Svogerslev Boldklub, Bistedet og Roskilde Pigefodbold er blot nogle af omegnens foreninger, der er med til at give deltagerne en udsøgt oplevelse og et serviceniveau, som de ikke får på andre festivaler i verden.

Se fremad

Det er på grund af det mangeårige partnerskab med byen Roskilde og dens foreninger, at festivalen er blevet en enestående begivenhed og en unik almennyttig festivalmodel. Derfor vil vi hellere fejre jubilæet ved at støtte nye initiativer i byen frem for at lave et hurtigt overstået "trip down memory lane" på Orange Scene.

Så kig efter masser af nyheder i byens kultur- og musikliv gennem hele 2020. Glæd dig blandt andet til den nye festival for børn og unge i april, som Gimle og en række ungdomsklubber lige nu er ved at lægge sidste hånd på. Kig fordi Ragnarocks særudstilling om frivillighed, lokalsamfund og festivalkultur - et særpræg der er helt unik for Roskilde. Og hold øje med kunsten i bybilledet, når Museet for Samtidskunst rykker forårets udstilling ud på strækningen mellem by og festivalplads og markerer genåbningen af den oprindelige hovedindgang nord for Dyrskuepladsen. Her drejer festivalen så at sige ansigtet tilbage i retning mod byen.

Det kommende års oplevelser handler om at fejre det fællesskab, som festival og by har skabt gennem fem årtier. Vi oplever forskellen, som den lokale opbakning gør, hver sommer. Og hvilken kæmpe forskel, som vi gør i fællesskab, fortæller historien os i al sin tydelighed. Tak, Roskilde.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk