
- Det passer ikke, når Bo Jørgensen påstår, at vi har et godt samarbejde boligselskabet og bestyrelserne i mellem, siger tidligere formand i en afdeling på Fælledvej i Boligselskabet Sjælland (Bosj).
Han har netop trukket sig sammen med resten af bestyrelsen efter i årevis at have levet med manglende samarbejde fra boligselskabets side, fortalte han til Roskilde Avis.
Dråben var dog en voldelig beboer, der længe har skabt utryghed i afdelingen , og som Kim Stamer Harder har kæmpet for, at der blev gjort noget ved i 15 måneder, sagde han til Roskilde Avis.
Bo Jørgensen svarede på anklagerne og sagde blandt andet, at Bosj er i tæt samarbejde med afdelingsbestyrelserne.
Ingen dialog
- Jeg bliver vred, når Bo Jørgensen bruger ordet tæt dialog om vores manglende samarbejde, siger Kim Stamer Harder.
Det stemmer ikke overens med hans egne erfaringer.
Efterfølgende nævner han flere sager, hvor samarbejdet ikke har fungeret.
- Vi har oplevet, at der blev installeret et nyt vaskeri hos os, uden at hverken beboerne eller afdelingsbestyrelsen fik besked, og ingen vidste, hvordan de skulle bruge det nye vaskeri.
- Jeg måtte ringe til firmaet og få en medarbejder ud, der kunne fortælle mine beboere, hvordan de skulle bruge det nye vaskeri.
En anden gang fik afdelingen renoveret en kælder under en af blokkene, uden at beboerne eller afdelingsbestyrelsen blev informeret.
- Pludselig var kælderen bare lukket land for beboerne, så de hverken kunne hente cykler, vasketøj eller ting fra kælderrummene, siger Kim Stamer Harder.
Bruger oceaner af tid
Kim Stamer Harder fortæller, at afdelingen brugte fire år på at få en ny legeplads, men også dette blev trukket ud fra Bosj's side.
Kim Stamer Harder fortæller, at han i årevis har forsøgt at komme med ud til boligsyn i afdelingen, for at være med til at sætte niveauet for syn i afdelingen, som han blev opfordret til af boligselskabet.
- For et par år siden opgav jeg. Der kom bare ikke indkaldelser fra Bosj's side, selv om de efter gentange rykkere igen og igen lovede , at nu ville det ske, siger Kim Stamer Harder og fortsætter:
- Vi har brugt oceaner af frivillig tid på at få Bosj til at rykke og oplevede tåbeligheder på stribe undervejs.
Han forklarer, at han kan dokumentere alt med sine mails. Her rykker han for boligsyn, for legeplads, han klager over manglende info fra Bosj's side.
- Nu orker jeg ikke mere, siger den tidligere formand.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her