21. oktober 2020
Parken ved det gamle psykiatriske hospital Sct. Hans rummer mange store naturværdier.
gallery icon

Se billedserie

Parken ved det gamle psykiatriske hospital Sct. Hans rummer mange store naturværdier.
Foto: Anette Gundlach
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Roskilde køber Sct. Hans: - En stor chance for byen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Roskilde køber Sct. Hans: - En stor chance for byen
Roskilde Avis - 03. september 2020 kl. 04:32
Af Torben Kristensen

Roskilde Byråd besluttede på sit møde onsdag at købe det tidligere psykiatriske hospital Sct. Hans Vest, der ligger smukt i en gammel park lige ned til fjorden. Alle partierne var enige om, at det er en meget stor chance for udvikling af byen, som kommunen nu har fået.

Prisen er godt 100 mio. kroner. Sælger er Region Hovedstaden, som har arvet det fra Københavns Kommune, der i sin drev byens største arbejdsplads her med 2.000 ansatte og lige så mange indlagte patienter.

Efter at medicin nu i vidt omfang har erstattet indlæggelser ved behandling af psykiatriske patienter, har de fleste af de gamle bygninger i denne del af hospitalet stået tomme i en del år. Imens er Region Hovedstaden i den østlige del af Sct. Hans i fuld gang med at opføre en stor retspsykiatrisk afdeling for patienter, som er dømt til forvaring.

Den allerøstligste del af det tidligere Sct. Hans, nærmest Roskilde Havn, er overtaget af Region Sjælland til psykiatrisk hospital under navnet 'Fjorden'.

Boliger og erhverv

Roskilde kommune vil nu gå i gang med at udvikle Sct. Hans vest som et nyt meget attraktivt område med både erhverv og 3-400-boliger.

Flere af de flotte gamle bygninger, f.eks. omkring kurhuset skal bevares, mens andre ikke er så værdifulde og kan rives ned.

Nye bygninger på stedet skal dog opføres på en måde, så de passer ind i det historiske område med den smukke gamle park, bl.a. omkring kapellet og kirkegården.

Hele området skal fortsat være åbent, så alle roskildensere stadig kan bruge det som et grønt fristed.

En plan bliver nu fremlagt til et borgermøde, så alle har muligheder for at deltage i diskussionen omkring områdets fremtid.

Åbent for alle

Under debatten i byrådet var alle partierne enige om, at det store grønne areal med den attraktive placering og de fine gamle bygninger giver Roskilde en fantastisk mulighed for at skabe en helt ny udvikling i dette område, der ligger tæt på havnen og Bymidten.

Den nye formand i Plan- og Teknikudvalget Jens Børsting (S) fremhævede de fine muligheder for kommunen.

- Her er så mange spændende, gamle bygninger og en flot natur, så det vil være meget attraktivt for både virksomheder og beboere. Men samtidig skal vi sikre, at det stadig er åbent for alle og ikke bliver afspærret for de få, understregede han.

Henrik Stougaard (El) kaldte det en mulighed på linje med det nye kvarter Musicon, som Roskilde har skabt på en gammel betonfabrik ved Sdr. Ringvej og Køgevej.

- Men forskellen er, at udviklingen på Sct. Hans ikke kommer til at kræve så mange år - og heller ikke skal skubbes frem, som det skete i den sydlige ende af byen, tilføjede han.

Bent Jørgensen (V) så ligeledes meget store muligheder, når kommunen overtager et så attraktivt område, der både er tæt på byen samt fjorden og Boserup Skov.

Bedre end reformationen

Merete Dea Larsen (DF) lagde vægt på, at det naturskønne område fortsat skal bevares og være åbent for alle roskildensere.

Pierre Kary (K): - Vi skal udvikle dette område med respekt for de store natur- og kulturhistoriske værdier, der er her.

Aftenens jubilar Kaj V. Hansen (S), der selv har arrangeret mange byvandringer til Sct. Hans, svang sig op til den helst store historiske sammenligning.

- For næsten 500 år siden ved reformationen, missede Roskilde en stor mulighed, da man i bar religiøs iver ødelagde mange af byens bedste bygninger fra katolsk tid. Den tossede dumhed må vi ikke gentage på Sct. Hans.

Jeppe Trolle (R) mente ligeledes, at her var en fantastisk mulighed for udviklingen af Roskilde by.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk