

Se billedserie
Pilen peger nu nedad for FC Roskildes hold efter et ærgerligt 0-2-nederlag søndag eftermiddag hjemme til Hvidovre, der er en af konkurrenterne i fodboldens 1. division i kampen om at undgå nedrykning i denne sæson.
Resultetat er ekstra ærgerligt, fordi Roskilde kunne have vundet og selv smed sejren væk.
Faktisk gik det galt allerede i kampens første fem minutter i tre helt afgørende situationer.
Først blev FCR's hurtige angriber Younes Bakiz kantet i feltet af en helt ung og uerfaren Hvidovre-forsvarer, der blev snydt og kom for sent.
Dommeren pegede straks på 11 meter-pletten, men det lykkedes Kristian Lindberg at kikse den store chance ved at sparke helt ved siden af mål.
Et par minutter senere blev Bakiz selv spillet helt fri midt for mål efter et godt FCR-angreb, men sparkede svagt midt i målet på målmanden, der let greb ham ud.
I stedet gik det lige modsat et par minutter efter, da Kim Aabech lagde et fint hjørne ind foran Roskildes mål, hvor den tidligere FCR-angriber Morten Nielsen var bedst i hovedspillet.
Så stod det pludselig 0-1 stik imod chancerne, og selv om hjemmeholdet i resten af halvlegen forsøgte at spille sig frem til en udligning, blev det aldrig rigtigt farligt.
Panik ved hjørne
Straks i 2. halvleg viste Roskilde-forsvaret på ny, at det let går i panik og har svært ved at få bolden væk, når modstanderne har hjørne. Det endte med et forsøg mod mål, hvor dommeren vurderede, at Roskildes ellers velspillende højre back Philip Rejhold havde stoppet bolden med hånden.
Så han fik rødt og blev smidt ud, men heldigvis gik målmand Frederik Vang til den rigtige side og reddede flot ned ved den ene stolpe det ikke alt for hårde forsøg fra Nicolaj Agger.
Dermed var Roskilde fortsat kun bagud med 0-1, men til gengæld kun 10 mod 11 spillere i forsøget på at få en udligning, og den opgave kunne holdet ikke klare.
Hjemmeholdet kunne ikke rigtigt skabe noget, men tabte bolden alt for hurtigt i sit opspil, så gæsterne fra Hvidovre styrede begivenhederne stille og roligt ved at køre bolden rundt.
Midt i halvlegen blev det endda 0-2, da Morten Nielsen på ny headede kuglen ind efter flot opspil. Den erfarne angriber virkede i denne kamp mere veloplagt og i bedre form end i hans tid hos FCR.
Hvidovre havde faktisk flere gode forsøg, og det var kun en række gode redninger af Frederik Vang, som forhindrede, at nederlaget ikke blev endnu større.
Den vigtigste kamp
Inden opgøret hvad FC Roskildes hovedaktionær Carsten Salomonsson forkyndt, at denne kamp var efterårets vigtigste for klubben.
Efter flere sejre i de seneste kampe var holdet ikke længere isoleret på sidstepladsen, og en sejr imod en af de direkte konkurrenter i bundstriden ville få situationen til at se noget bedre ud.
I stedet endte det altså med et selvforskyldt nederlag,
Efterårssæsonen slutter med en hjemmekamp mod opryknings-favoritterne fra Vejle lørdag den 23. november. Derefter må FCR-ledelsen bruge vinterpausen til at få pustet ny selvtillid ind i sit hold, hvis det til foråret skal overleve i 1. division.
tk
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her