
Lommetyvene har haft travlt i de seneste dage, hvor mange var til juletræstænding og blackfriday i Roskilde. Her står folk meget tæt, og der er en del skubben og masen, hvilket betyder, at mange ikke opdager, hvis der bliver skubbet lidt ekstra for at få de lange fingre i en andens lomme.
I det hele taget udnytter tyvene julen, da der er mange folk i gaderne. Folk, som er ude for at svinge hævekortene mere end de plejer. Den megen uopmærksomhed giver tyvene gode vilkår til at stjæle.
Samtidig bliver pinkoderne tastet ofte ind for at få gaver og julemad med hjem, derfor er det også let for en garvet fusker at aflure pinkoder, så vedkommende bagefter kan tømme ofrets konto.
En 76-årig kvinde var en af de uheldige, hun mistede sin skuldertaske, da hun var ude at gå. Hun mener, at tyven må have skåret remmen til hendes taske over, da hun holdt fast i den hele tiden, har hun forklaret til politiet. På den måde mistede hun både 1.200 kroner i kontanter, diverse kort og papirer.
En anden person fik stjålet sin pung fra sin rygsæk, der var på ryggen. Tyven fik fat i både kontanter, lottokuponer og diverse andre kort. Flere andre i Roskilde var også udsat for lommetyverier, hvor de mistede mobiler og punge.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her