16. juli 2020
Roskilde-området er fyldt med store attraktioner midt i en flot natur. (Foto: Jan Partoft)
Roskilde-området er fyldt med store attraktioner midt i en flot natur. (Foto: Jan Partoft)
Foto: Jan Partoft
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommentar: Sjov sommer i Roskilde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommentar: Sjov sommer i Roskilde
Roskilde Avis - 02. juli 2020 kl. 06:35
Af redaktør Torben Kristensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

ALT ER ANDERLEDES I DENNE SOMMER, hvor de fleste normale aktiviteter er aflyst eller helt forandrede, både her i Roskilde-området og andre steder.

Mange af os savner selvfølgelig de tilbagevendende begivenheder, der markerer årets gang i domkirkebyen, og som vi holder meget af. Men den omfattende corona-pause er også en ny chance for at finde andre nærliggende oplevelser, som vi ikke tidligere har været opmærksomme på.

MIDSOMMERENS BÅL i anledning af Sankt Hans lyste godt nok lidt op rundt omkring i landskabet. Men det var jo slet ikke på niveau med den normale sommerfest, når Byparken er fyldt med glade mennesker, og Roskildes borgmester får afleveret nogle bevingede ord, inden der tændes op, og heksen futtes af med retning mod Bloksbjerg.

De kommende tirsdage mangler ligeledes de store koncerter i Byparken, som i de senere år har samlet 10.000 tilskuere eller mere, i takt med at Gimle og kommunen har sørget for en nye og højere kvalitet i musikken.

I DEN FORLØBNE UGE fik tusinder af unge deres studenterhue fra byens mange og store uddannelses-centre: De tre almene gymnasier, Handelsskolen, Teknisk Skole samt VUC-HF. Men de store og stemningsfulde afslutnings-fester manglede på skolerne, selv om de gjorde deres bedste for at give de nye studenter håb og gode råd med på vejen.

Heldigvis fik de nye studenter lov til at gennemføre de traditionsrige ture i rundt på besøg hos forældrene. En lille smuttur forbi Stændertorvet blev det også til, men vi savnede den store fest på Roskildes centrale plads med soppetur i springvandet osv.

I DISSE DAGE BURDE MUSIKKEN STRØMME ud fra Dyrskuepladsen, når Festivalen skulle fejre 50 års jubilæum med et brag af et program. Desværre måtte det også aflyses, men heldigvis har langt de fleste af årets deltagere valgt at beholde deres billet til næste år, og 2021 er allerede udsolgt, når det gælder partout-billetter.

Titusinder af Roskildes indbyggere skulle have deltaget som frivillige for at få det store arrangement til at køre rundt, så de har pludselig fået fri. Mange klubber og foreninger må nu vinke farvel til det vigtige økonomiske bidrag, som de plejer at hente her gennem løsningen af forskellige opgaver, og det kommer til at sætte sit præg på aktivitets-niveauet i den lokale sport og det øvrige fritidsliv i det kommende år.

MEN DEN GODE NYHED er nu stadig, at Festivalen er så konsolideret og solidt forankret hos publikum, at den kan komme tilbage næste år. Det skal vi alle i Roskilde være utroligt glade for - ellers ville det nemlig for alvor se sort ud.

Forleden var jeg i Vor Frue på besøg hos unge aktive forældre, der kom med en stor indrømmelse: 'Normalt plejer vi at bande festivalen med al dens larm og svineri langt væk. Men nu savner vi dem alligevel - for her er alt for stille'.

SÅ STILLE OG TRIST behøver sommeren nu heller ikke at blive i Roskilde. Det er nemlig op til os selv, efter at mange familier har måttet ændre ferie-planerne og opgive lange ture til et mere eller mindre fjernt udland, fordi corona-faren stadig er reel rundt omkring.

I år skal flere af os være mere hjemme, og den mulighed må en stor turistby som Roskilde gribe med sine mange store attraktioner indenfor det lokale område.

HVORNÅR HAR DU VÆRET en tur i Roskilde Domkirke, der nu fremstår flottere end nogensinde, bl.a. med det kommende gravkapel til Dronning Margrethe. Eller på det unikke vikingeskibs-museum, som på sine værksteder viser, hvordan de fantastiske gamle både blev til. Det nyrenoverde bymuseum i Skt. Ols Stræde er også en visit værd i lighed med rockmuseet på Musicon. Eller hvad med en tur på havnen og langs fjorden ved Boserup Skov.

Tag til Lejre, hvor Sagnlandet netop har fået en fantastisk kongehal. Her venter også andre natur- og kulturoplevelser med vandringer i nationalparken eller besøg i Ledreborg Slotshave samt ved Tadre Mølle ved Hvalsø.

MULIGHEDERNE ER I VIRKELIGHEDEN UTALLIGE lige her, hvor vi selv lever og bor. Ordentlig mad og fine oplevelser med indkøb behøver heller ikke altid at foregå under fjerne himmelstrøg, når vi selv har en by med så mange attraktive tilbud.

I denne uge bringer Roskilde Avis en guide til nogle af de mange oplevelser, der venter på os lige udenfor vores egen gadedør. Brug denne guide og de mange informationer, som avisen bringer hver eneste uge, til at få en:

SJOV SOMMER I ROSKILDE

Veganerpartiet stiller krav om, at der skal indføres vegetar/vegansk mad i institutioner. Er det en god idé?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk