10. december 2018
Lise Nørgaard var selv med, da hendes statue på hjembyens gågade blev indviet. (Per Rudkjøbing)
Lise Nørgaard var selv med, da hendes statue på hjembyens gågade blev indviet. (Per Rudkjøbing)
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommentar: Roskilde sendte en Lise

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommentar: Roskilde sendte en Lise
Roskilde Avis Paperboy - 06. juni 2017 kl. 00:05
Af redaktør Torben Kristensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

DE SENDTE EN DAME hedder andet bind i Lise Nørgaards erindringer om sin barndom og tid som ung journalist i Roskilde, hvor man ikke var så vant til arbejdende kvinder.

Men når hun nu runder de 100 år 14. juni, er det en levende legende, der fejres både i hjembyen og resten af landet. Denne enestående status har hun netop opnået gennem flittigt og dygtigt arbejde. Det gør hende til en af Roskildes største skikkelser gennem historien, i samme division som de to andre 'skrivere' Saxo og Gustav Wied.

TV-SERIEN MATADOR, som hun var hovedforfatter til, genudsendes nu endnu en gang - i en nyrestaureret udgave. Selv om man har set den mange gange, er der stadig nyt at hente, fordi både manuskriptet, skuespillerne, indstruktør og scenografien er af høj kvalitet.

Seerne genkender deres egen eller forældrenes historie i den fantastiske fortælling, enten de nu bor i Roskilde eller Struer. Det er også Lise Nørgaards fortjeneste.

BYENS BEDRE BORGERSKAB var hendes baggrund med en far, som havde grossistfirma i Jernbanegade og var bestyrelsesformand for et af byens tre store pengeinstitutter Roskilde Landbobank. Selv om forfatteren altid har fastholdt, at hun ikke har skrevet 'Matador' ud fra fødebyen, kunne Roskilde Avis for et par år siden i en stor serie skrive om en lang række af de mulige forbilleder - lige fra hestehandler Fernando Møller i Algade til jernbaneportør 'Røde Aksel', far til den senere SF-leder Tonni Nielsen.

Men Lise Nørgaards store fortjeneste har været, at hun på en meget levende måde formåede at skildre alle samfundslag og menneskers drømme om et bedre liv og lidt lykke. Den baggrund hentede hun ikke mindst som lokal journalist på Roskilde Dagblad i årene 1935-49.

HUN VAR EN OPRØRER længe før rødstrømperne kom på mode. Selv om hun blev 'godt gift' og havde en forudbestemt vej som 'hjemmegående husfrue', insisterede hun på at få et selvstændigt liv og kom som 18-årig i lære som journalist på Roskilde Dagblad.

Her arbejdede hun dygtigt i de efterfølgende 12 år. Læge Per Hors, der som dreng voksede op i en lejlighed lige overfor, har berettet om, hvordan hun var en livfuld ung dame, der var god til at lave sjov på redaktionen i Hersegade.

LISE NØRGAARD GLEMTE ALDRIG, at Roskilde Dagblad på denne måde havde givet hende chancen for at starte et helt andet liv.

Avisens tidligere redaktør, Carsten Sivertsen, der for kort tid siden døde i en al for tidlig alder, har ofte fortalt om, hvordan hun ofte stillede op for sin gamle arbejdsplads. Trods sin status og berømmelse var hun altid beskedenheden selv, når de var sammen.

TIDLIGERE BOGHANDLER Per Flensborg, hvis forældre var nære venner med Lise Nørgaard og hendes familie, kan også berette om en humørfyldt dame, der var klar til fest og huskede, hvor hun kom fra.

På den måde bevarede Lise Nørgaard gennem årene kontakten til hjembyen, hvor lillebror Kai Tønder overtog familie-firmaet. Også efter at hun i 1949 var blevet hentet til Politiken, der havde fået øje på den skrappe journalist. Gennem næsten 20 år var hun med til at præge den store landsavis, inden hun kom videre til ugebladet Hjemmet, hvor hun sluttede som chefredaktør i 1977. I de næste år var hun så hovedforfatter til Matador.

SOM EN ANERKENDELSE af hendes store betydning for Roskilde (Korsbæk) besluttede Gågadelauget i 2010 at opstille en bronzestatue af byens berømte datter midt i Algade. Lise Nørgaard sad selv model for kunstneren Mette Agerbæk, som placerede 'Matador-moderen' i den ene ende af bænken, så der er plads til en hel familie ved siden af.

Statuen kostede 350.000 kroner, der kommet ind gennem den leje, som gågadernes butikker betaler for at have varer udstillet foran forretningerne, og den nye H. C. Andersen bænk i Skomagergade er i øvrigt blevet til på samme måde.

Lise Nørgaard har på mange måder været med til at gøre sin hjemby bedre, mentalt større og mere kendt. Derfor kan vi til hendes 100 års dag med stolthed sige, at:

ROSKILDE SENDTE EN LISE

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk