16. oktober 2018
Roskildes Byråd efter valget i november 2017. (Foto: Thomas Olsen)
Roskildes Byråd efter valget i november 2017. (Foto: Thomas Olsen)
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommentar: Folkevalgte må tage deres ansvar

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommentar: Folkevalgte må tage deres ansvar
Roskilde Avis Paperboy - 22. maj 2018 kl. 00:12
Af redaktør Torben Kristensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

NYE IDEER OG METODER er altid udmærkede, når det gælder om at holde vores demokrati levende, så der er den bedst mulige forbindelse mellem borgerne og deres folkevalgte repræsentanter.

Sådan et forsøg gennemførte Roskilde Byråd i sidste uge med det første borgermøde af tre om kommunens økonomi og budget for de næste år.

MEN LIGE SÅ ÅBNE og klar til at gå nye veje, som man nu har været, lige så ærlig og realistisk bliver man også nødt til at være om resultatet.

Til det første af disse borgermøder på Østervangsskolen var der kun mødt omkring 40 deltagere, og flertallet af dem var medlemmer af byrådet eller ansatte i kommunen, der deltog som en del af deres job.

MÅSKE KOMMER FLERE til de to næste møder i Viby og Jyllinge. Bl.a. fordi man har mere klart definerede interesser og mere sammenhold i de mindre samfund.

Efter det første møde sagde de deltagende byrådsmedlemmer, at de havde haft en positiv oplevelse ved at møde borgere og høre deres ideer. Men det ændrer jo ikke på, at den lave deltagelse gør det umuligt at konkludere noget.

OPGAVEN ER OGSÅ NÆSTEN UMULIG. For som almindelig borger er det meget svært at have et overblik over, hvilke virkninger som spare- eller effektiviserings-forslag på ét område kan få alle andre steder.

I virkeligheden kan man dårligt forvente eller forlange, at borgerne skal have sådan et overblik over økonomien i Roskilde kommune, der har et samlet budget på hen ved 6 mia. Hvis bare et flertal i byrådet har denne indsigt, skal vi allerede være glade.

FAKTISK ER DET VEL LEGITIMT og rimeligt, når forskellige grupper af borgere - eller geografiske områder i kommunen - går mest op i, hvad de har inde på livet.

I den forløbne byrådsperiode er det f.eks. lykkedes godt 100 mennesker i Tjæreby at få lavet en ny omfartsvej til 15 mio., så det lille samfund ikke blev smadret af gruskørsel. Samtidig har beboerne i Jyllinge Nordmark fået en afgørende økonomisk håndsrækning - som kommunen ikke var forpligtet til - med nye diger mod kommende oversvømmelser.

TALLENES TALE efter det første borgermøde er ikke til at komme uden om. Selv om enkelte gode ideer skulle komme frem, er det kun et forsvindende mindretal, som byrådets medlemmer hører på den facon.

Derfor er der grund til at minde dem om en anden og meget lettere metode - fremfor at skulle opfinde 'den dybe tallerken' endnu en gang.

DE LOKALE MEDIER står stadig meget stærkt i Roskilde og når hver dag ud til titusinder af borgere med nyheder og informationer, bl.a. fra kommunen. Det sørger redaktionerne for på Roskilde Avis og Dagbladet, både på papir, net og facebook.

Her kan byrådets medlemmer samt andre interesserede allerede hente alle vigtige informationer.

EN GOD NYHED eller anden spændende artikel, der virkelig fanger interessen, når f.eks. hurtigt op på 5.000 læsere på den fælles hjemmeside for Roskilde Avis og Dagbladet: sn.dk Roskilde.

På Facebook-siden hos Roskilde Avis sker det ofte, at interessante historier runder både 10.000 og 20.000 læsere.

DENNE LOKALE OFFENTLIGHED er en meget vigtig forudsætning for et fungerende demokrati i en by som Roskilde.

Hvis vore folkevalgte skulle glemme det, kan de bare spørge deres kolleger i andre kommuner, hvor der ikke er en lokal presse, som skriver om, hvad der i virkeligheden foregår.

KONKLUSIONEN FRA BORGERMØDET om kommunens budget er i virkeligheden: At medlemmer af byrådet ikke kan gemme sig bag ønsker fra enkelte og tilfældige borgere, men selv må stå ved deres forslag og beslutninger.

Her et par uger før Grundlovsdagen den 5. juni er det heller ikke dårligt at konstatere, hvordan det repræsentative demokrati fortsat er den mindst ringe styreform, så de:

FOLKEVALGTE MÅ TAGE DERES ANSVAR.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk