
Mens Roskilde KFUMs bedste fodboldholde klarer sig bedre end nogensinde og har succes med en placering midt i 2. Division Øst, er der kommet en skilsmisse i ledelsen, hvor den mangeårige sportschef Pierre Overgaard har valgt at forlade sin stilling til nytår.
Bestyrelsen har accepteret hans afgang, hedder det i en meddelelse lørdag formiddag.
- Vi er ikke enige om klubbens udvikling, og derfor skilles vi nu på helt frederlig vis, siger Pierre Overgaard.
Han ønsker ikke yderligere at uddybe, om uenighederne drejer sig om den sportslige eller økonomiske satsning i kampen for at overleve i 2. Division efter den flotte oprykning i foråret.
Markant stemme
Pierre Overgaard er en særdeles markant stemme indenfor Roskildes fodboldverden. F.eks. ønskede han hele vejen igennem, at KFUM skulle fortsætte som selvstændig klub, der byggede på et socialt fællesskab - fremfor at gå med i den mere professionelt orienterede fusionsklub FC Roskilde.
Den 55-årige idrætsleder har været sportschef i KFUM gennem flere periode, senest i de sidste 11 år.
I det civile liv har han en virksomhed, der fremstiller og fabrikerer skjorter.
tk
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her