Tonerne er blevet slået dystert an på Basgangen på Musicon i løbet af weekenden. Her har en eller flere tyve slået til og er brudt ind i de nye containerboliger, der er ved at blive bygget til Roskilde Festival Højskoles kommende elever.
Selv om boligerne står tomme, var byggeriet af dem så langt fremme, at de var forsynet med hvidevarer i køkkenet.
Tre steder blev der stjålet opvaskemaskiner, komfurer og kogeplader. Tyvene tog også håndværkernes værktøj med.
- Med det der er blevet stjålet i løbet af weekenden har der været brug for et køretøj, og der har sikkert også været flere om tyveriet, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi ved ikke præcist, hvornår indbruddene er sket. Bare at det er mellem fredag eftermiddag og mandag morgen.
Politiet har været på stedet for at sikre sig spor af gerningsmændene.
Har man set noget mistænkeligt i løbet af weekenden, vil politiet gerne have et tip på telefon 114.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her