Den unge musiker Rasmus Nelausen, der har trådt sine barnesko i Roskilde, har sammen med to andre musikere i sangskriverinitiativet, Stille Støj, lavet en hyldest sang, der handler om alle dem, der knokler allermest for os andre lige nu på grund af coronavirus.
Rasmus havde en eftermiddag facetimemøde med sangskriverne Amanda Bøg og Rasmus Benner, fordi de ville skrive en sang sammen fra hver deres hjem.
Sangen blev færdig på under et døgn, og herefter startede arbejdet med videoen.
Lørdag eftermiddag blev den færdige sang og video lagt på facebook, og Danmark sad klar til at tage imod.
Kendte ansigter som Michael Falch, Poul Krebs og Marie Frank deltager sammen med 52 andre i videoen. Det gør de ved at have sendt en video ind af dem selv fra hver deres stuer.
I videoen kan man høre dem synge med på blandt andet omkvædet.
Rasmus Nelausen har gået i skole i Roskilde fra børnehaveklassen og hele vejen op igennem mellemskolen.
Derudover har han spillet en del koncerter i domkirkebyen. Blandt andet på INSP!, Roskilde Unplugged Festival, og så har han spillet support for Rasmus Walter på Gimle.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her