15. november 2019
Et af de mange trusselsbreve fra naboen, der nu får bestyrelsen til at trække sig.
gallery icon

Se billedserie

Et af de mange trusselsbreve fra naboen, der nu får bestyrelsen til at trække sig.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Brev til direktør: Vi giver op efter vold og fejl på fejl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Brev til direktør: Vi giver op efter vold og fejl på fejl
Roskilde Avis - 22. oktober 2019 kl. 04:32
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Til Bo Jørgensen og Jan Rene Petersen

arrow Læs også: Direktør i Bosj Bo Jørgensen i internt opslag: Vi har lært af vores fejl - sig det ikke til avisen

Vi skriver til jer som direktør og formand for Boligselskabet Sjælland, BoSj. Vi skriver til jer i opgivenhed og desværre også vrede. "Vi" er afdelingsbestyrelsen for afdeling 01-007, Fælledvej 28-34.

Afdelingsbestyrelsen har holdt møde og har besluttet, at hele afdelingsbestyrelsen trækker sig. Beslutningen kommer på baggrund af, at formanden, Kim Stamer Harder, har valgt at trække sig som formand og afdelingsbestyrelsesmedlem, og den øvrige afdelingsbestyrelse har dels ikke nok medlemmer til at fortsætte, dels ingen der ønsker at overtage formandshvervet.

Det ønsker den afgående afdelingsbestyrelse at mødes med dig om, Bo, om hele forhistorien, der gør, at vi trækker os nu, og om hvordan afdelingen kommer videre herfra.

Afdelingsformanden, jeg, har valgt at trække mig af to grunde: Personlige, mangel på støtte fra BoSjs side, og faglige, mangel på rimeligt samarbejde med BoSj.

Urimeligt forløb

Som afdelingsformand har jeg nu været gennem et 15 måneders helt urimeligt forløb. I foråret/ sommeren 2018 skulle afdelingen have nye garagelåger. Én beboer gik helt grassat derover. Han nægtede at deltage, truede BoSjs medarbejdere med vold, truede og svinede håndværkerne, der skulle skifte lågerne, til, nægtede at tømme sin garage. Der ligger flere, skriftlige sedler fra ham fra den tid, hvor han i de groveste vendinger sviner og truer alle omkring sig, herunder mig som afdelingsformand. Siden har det fortsat. Beboeren har flere gange, både mundtligt og skriftligt truet mig på livet, blot fordi jeg er afdelingsformand og er blevet syndebuk for hans vrede over garagelågeskift. Han har i afdelingen været efter mig med en jernstav, han har på Roskilde busstation slået mig og jagtet mig gennem byen, han har råbt og svinet mig til flere gange i fuld offentlighed i afdelingen, han har truet min kone to gange (som virkelig ikke har en fis med dette at gøre), jeg har haft politiet tilkaldt tre gange, han er anmeldt, der er skrevet utallige mail med BoSj herom og ført en lang række samtaler. Han har smadret sin dør og skræmt en opgang en hel aften, han har gjort, at en hel opgang er bange for ham, han har smadret sin genbos dør (den fredeligste mand i verden, der intet har gjort) og prøvet at trænge ind til ham for at smadre ham - et af hans typiske udtryk - jeg smadrer dig, din lejlighed, afdelingen, BoSj... Genboen har siden forsommeren i år ikke turdet bo hjemme af angst for volden. Jeg har i over et år nu været bange for at bo i min egen afdeling, bange som afdelingsformand og beboer. Jeg går aldrig ud ad min dør og ned af trappen, uden at kigge efter ham først. Går aldrig op og ned i kælderen eller rundt om et hjørne uden at kigge efter ham først. Jeg har måttet sidde og lave stilleleg med gæster i mit eget hjem, fordi han har stået udenfor min dør, af angst for at han skulle trænge ind og gøre vold på os. En af dine medarbejdere har fået adressebeskyttelse af angst for, at denne beboer skulle komme efter hende. Der har også før garagelågerne været problemer med denne beboers gemyt. En medarbejder hos BoSj har fået adressebeskyttelse af angst for ham. Den luksus har jeg ikke - jeg bor i samme blok som ham!

Forkert besked

I løbet af de 15 måneder har jeg gang på gang hørt fra BoSj, at nu sker der noget, nu gør I noget ved det, og at I arbejder på at sætte beboeren ud. Sidst fik jeg ultimo august helt klar besked om, at nu var sagen klar, beboeren var opsagt og aftale om flytning var indgået. Og så sker der igen intet. Jeg orker ikke at gå i detaljer, der er en række løfter og en bunke dialog i dette, som bare intet har givet. Beboeren må have nogle "rettigheder" som en stakkel, man ikke bare vil/kan sætte ud. Imens må alle andre finde sig i hans hærgen, og jeg har som afdelingsformand skullet finde mig i hans trusler og vold. Afdelingen må desuden finde sig i, at han ødelægger sin lejlighed. Det ved vi, og vi ved også, at vi som afdeling kommer til at betale herfor, hvis han endelig ryger ud.

Det er muligt, hvis du spørger dine medarbejdere, at de siger, at de har gjort en hel masse. Jeg mærker blot, at jeg som beboerdemokrat skal finde mig et helt urimeligt forløb og STADIG skal være bange i mit eget hjem og i min egen afdeling. Det er den (manglende) støtte, BoSj giver til sine beboerdemokrater og beboere i øvrigt. Det giver mig personlig vrede, som gør, at jeg ikke kan eller vil være afdelingsformand mere, når jeg ikke har et boligselskab, der gør noget for mig, men accepterer dette helt skæve forløb.

Så er der den faglige side af sagen. Jeg er lige blevet genvalgt til mit 11. år som afdelingsformand, et hverv jeg har været stolt af at udføre. Der er givet flere, der er ældre i gårde end mig inden for beboerdemokraternes rækker, men over 10 år som formand er dog noget. Jeg har været med til mange ting, utallige møder og initiativer i BoSjs historie, snakket med dig mange gange, Bo. Du mister en engageret formand og en fremragende afdelingsbestyrelse, der virkelig har gjort det godt for deres afdeling gennem årene.

Ineffektivt boligselskab

Jeg kan ikke holde samarbejdet, det manglende samarbejde med BoSj, ud mere. Jeg er et menneske, der gerne vil gøre mine ting ordentligt, og det er bare ikke muligt sammen med BoSj.

Dette er ikke en klage over navngivne personer hos BoSj, men en klage over manglende effektivitet, skiftende persongalleri, inkonsekvens, manglende opfølgning, elendig rådgivning, svigt og ineffektivitet gennem årene, og det er blevet værre de sidste år.

Jeg sad sidste år, 23. august, til møde med dig og en række andre fra BoSj. Jeg brugte min fødselsdag på et møde hos dig, i stedet for at være hos min familie, for at drøfte min afdelings økonomi. Her sagde du flere gange, at der var sket ting i samarbejdet med BoSj, som ikke var ok, herunder huslejestigninger mellem 40 og 50 %!, og direkte forkert rådgivning om kloak og opsparing gennem flere år. Dine var ordene om, at afdelingens økonomi havde lidt skade, og at det nu var nødvendigt at søge at støtte os, fordi vores huslejeniveau led nød. To dage senere fik vi mail fra jer, ikke dig, om, at I havde kigget på vores økonomi igen, og pudsigt nok fundet ud af, ved at kigge på den mandag morgen, at en økonomi, der iflg. jer hang i laser, pludselig, og meget belejligt, var fin alligevel, så vi godt kunne betale alt, herunder for jeres direkte, årelange forkerte rådgivning.

Love er ærligt...

Vi har så mange gange blevet lovet, af skiftende områdeledere og driftsledere og alle mulige andre, at nu skulle rådgivningen, samarbejde og opfølgning på opgaver nok blive bedre, sic! Jeg har opgivet at holde styr på navne, titler og ansvarsområder, i mine ti år som afdelingsformand har jeg oplevet et forbløffende stort og skiftende persongalleri, en sørgelig mængde ansvars-fraskrivelse, hele tiden nye ansigter og navne, der fulde af engagement sagde, at nu skulle der ske noget, og så stilhed igen... Hele tiden nye, der skulle tage tråden op fra den sidste, der ikke havde fået gjort det aftalte, så vi begyndte forfra igen og igen. Jeg hører mig selv, igen og igen, gennem årene sidde overfor nye medarbejdere fra BoSj, og fortælle dem historien på ny, hvad der er sket før, hvad sædvane er, hvordan der arbejdes i BoSj. Jeg føler, vi har "oplært" et utal af medarbejdere hos jer, kun for at se dem forsvinde snart igen.

Fejl på fejl

Registeret er (alt for) langt, vil kun nævne nogle ganske få projekter gennem årene. Vi fik ordnet altaner, tage og vinduer og fik huslejestigninger på mellem 40 og 50 %. Det var, iflg. BoSj, helt ok, og spurgte vi til det, fik vi direkte at vide, at da ingen forholdt sig til den slags, og at kommunen altid bare satte et godkendelsesstempel på! Vi har i fire-fem år nu ventet på en ny kloak, som er blevet lovet ca. to gange årligt i hele perioden, har kostet alt mellem to og syv millioner. Vi tiggede i flere år om måtte spare op til den, så vi ikke skulle låne til den, når den kom, og fik igen og igen at vide, at netop det måtte vi ikke spare op til. Så kom der en ny medarbejder hos jer, og det første han gjorde var at skælde os ud for ikke at have sparet op, for nu blev det jo dyrere for beboerne. Manden viste sig at have ret. Aldeles fejlagtig rådgivning, hvor ingen fra BoSj har kommet og sagt undskyld og sagt, at det har vi naturligvis ansvar for, og at det ikke kan være meningen, at afdelingens beboere skal betale for det. Vi havde et legepladsprojekt, der strakte sig over fire år, fire år. Her kom hele tiden nye medarbejdere på, det gik hele tiden i stå. I brugte fire år med skiftende medarbejdere/rådgivere, hvor det ikke er synligt, hvor meget extra det har kostet afdelingens beboere, ift. det projekt vi som afdelingsbestyrelse havde styr på over et halvt år, ikke fire år. Der er hele den nye renovation i 2018, hvor dialogen om indførelse heraf og praktiske spørgsmål hertil var urimeligt svært. Der var et nyt vaskeri i vores vaskekælder, hvor der bare ingen info kom, hverken til afdelingsbestyrelse eller beboere. Der var en kælderrenovation, hvor kælderen blev lukket af, uden varsel eller info i øvrigt. Der har senest været et stort projekt om renovering af opgange og udskiftning af døre. Også dette projekt strakte sig over alt for lang tid, flere år, og i mellemtiden blev projektet dyrere, og vi endte med at stå med et projekt med en budgetoverskridelse på ca. 60 %. Her kunne vi enten fortsætte med projektet og sætte en extra huslejestigning oveni det beløb, vi havde sparet op efter BoSjs skøn på nødvendig opsparing, eller droppe det og finde os i, at BoSj allerede havde brugt 170.000 til rådgivning. Så er der vores grønne områder og kvaliteten af indsatsen heri ift. de penge, vi har sat af. Så er der nyt anlæg i tørrerum. Så er der vinterberedskab. Så er der BoSjs ønske om, at vi skal lægges sammen med naboafdelingen, gennem flere år, men uden noget som helst af gavn/værdi for afdelingerne, lige nu har vi, igen, ventet et halvt! år på beregninger fra jer på en sammenlægning - og der er tavshed.

Rykker på rykker

Jeg har næsten 3000 mail, der er skrevet mellem mig og jer gennem min formandstid. Rigtig, rigtig mange af dem er rykkere fra min side, hvor jeg to-tre-fire gange har rykket for det samme, uden svar, med skiftende svar, med direkte forkerte svar. Det er ikke dem alle, men det er alt, alt for mange. I kan genlæse mine beretninger til de årlige afdelingsmøder, hvor jeg igen og igen fortæller om et tungt, trægt og opslidende samarbejde med BoSj. Det er ikke nyt, og nu er det for meget, oveni den personlige problemstilling, så er det samlet for meget. Uanset hvor meget jeg holder af min afdeling og dens beboere, stiller min vrede sig nu i vejen for et samarbejde med BoSj. Jeg kan ikke mere skrive med de mange ansatte/navne i BoS, uden at min vrede stiller sig imellem, og det har ingen nytte af. Derfor trækker jeg mig.

Det er jo ikke kun det, vi oplever som svigt, manglende effektivitet, fejl og langsommelighed fra BoSjs side, men også al den tid, vi lægger i det som beboerdemokrater. Vi arbejder uden løn og gør det frivilligt, og så oplever vi, at vi skal bruge tid og energi på at skrive om det samme, igen og igen, at projekter strækker sig over (alt for) lang tid, over flere år, at vi skal fortælle verden på ny igen og igen til nye medarbejdere, at meget af vores arbejde er spild af tid og engagement - den berømte at slå i en dyne, og det er blevet værre de sidste år.

Vi giver op

Jeg må gentage, at dette ikke retter sig mod navngivne personer hos BoSj. Jeg har altid mødt venlighed og effektivitet ved snakke med områdekontoret. Jeg har mødt mange meget flinke og dygtige medarbejdere i øvrigt og kunne nævnte flere, som har gjort det godt - men ikke i alt for lang tid, for så har de fundet andre græsgange. Men samlet er det slet, slet ikke godt nok. Min hu er ikke til så dårligt (sam)arbejde, sådan arbejder jeg ikke, hverken frivilligt eller professionelt.

Afdelingsbestyrelsen i afdelingen er helt enige i ovenstående, det er et samlet skriv, og derfor trækker hele afdelingsbestyrelsen sig. Vi ønsker alle i afdelingsbestyrelsen, også fremover, at arbejde for vores afdeling og dens beboere, men som afdelingsbestyrelse, på den vis som samarbejdet med BoSj (ikke) foregår, vil vi ikke mere.

Det vil vi godt mødes med dig om. Hvad gør du dig som direktør, Bo, for BoSj tanker om, hvordan vi kommer videre herfra. Vi ønsker ikke at lukke afdelingen og beboerdemokratiet ned - vi ved at der ikke står nogen og vil overtage, det var svært at samle den nuværende afdelingsbestyrelse - men vi vil helle ikke fortsætte som hidtil. Så hvis ikke alt skal lukke ned - vores beboerlokale og -hoteller og udlejning heraf, beboeraktiviteter, særskilt genbrugs- og affaldsordning, parkeringsordning, eget arbejde med det grønne og meget mere - så har vi brug for at høre, hvordan du ser vores afdeling i lyset af ovenstående.

Vi kunne foreslå at mødes hos os 6. november 17.30, 7. november 17.30 eller 11. november 16.30. Vi er fire ud fem stadig på arbejdsmarkedet, så det kan ikke blive tidligere på dagen.

Jeg skal endelig anføre, at jeg har skrevet ud til afdelingens beboere og fortalt dem om min afgang og fortalt dem hvorfor. Jeg har hertil en snak med de lokale medier om ovenstående, hvorfor der formentlig kommer en artikel herom. Vi har altid spillet med åbne kort, det samme har vi ikke kunnet sige om BoSj.

Venlig hilsen
Kim Stamer Harder
Afgående formand for og på vegne af afdelingsbestyrelsen for afdeling 01-007

arrow Svar fra direktør i Bosj Bo Jørgensen:Vil gerne drøfte udfordringer
31. oktober 2019 kl. 00:11 Opdateret: kl. 11:29

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk