
Venstre-politikeren og erhvervsmanden Lars-Christian Brask er en af de mange i Roskilde, som glæder sig over, at den lokale divisionsklub FC Roskilde i sidste øjeblik blev reddet fra fallit af en ny ejer Carsten Salomonsson og en række lokale erhvervsfolk, der også har skudt penge ind.
Brask nåede en kort overgang at være formand i klubben, men gik så af pga. uenighed med andre i ledelsen.
I december var han sammen med en gruppe investorer tæt på at købe klubben af den daværende ejer Bo Tue. Men det gik i vasken, da sidstnævnte påstod, at de aldrig havde været sammen til et forhandlingsmøde.
Nu siger Lars-Chr. Brask:
- Kæmpe tillykke til folkene, der fik reddet FC Roskilde A/S. For mig at se var det mod alle odds, så derfor er det en endnu større sejr end mange af de seneste på banen. Det er dejligt at høre, at det er lokale kræfter, der er kommet med pengene, fordi der dermed er et loyalt afsæt for vores lokale professionelle fodboldklub.
- Den store talentmasse i ungdomsafdelingen bliver nu heller ikke spredt og ødelagt. Det er den bedste løsning for både Roskilde og talenterne.
Lars-Chr. Brask forudser nu, at med et nyt stadion på vej i Rådmanshaven, vil klubben også få større indtægter, så der bliver bedre mulighed for at drive en bæredygtig professionel fodboldklub i Roskilde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her