30. marts 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 3F Roskildeegnen og Corona krisen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

3F Roskildeegnen og Corona krisen
Roskilde Avis - 27. marts 2020 kl. 01:52
Af Anne Gregersen/ A-kasseleder 3F Roskildeegnen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Corona (COVID-19) bringer meget kedeligt med sig. I 3F Roskildeegnen var 244 medlemmer tilmeldt som ledig på www.jobnet.dk torsdag den 12. marts 2020.

Torsdag den 19. marts 2020 var det tal steget med 91 medlemmer til 335 ledige tilmeldte. Det er voldsomt på en uge.

Hvordan kan vi hjælpe
Alle 3F Roskildeegnens medarbejdere blev torsdag den 12. marts 2020 sendt hjem at arbejde. Heldigvis kan vi klare rigtig meget telefonisk og elektronisk. Både i fagforening og a-kasse.

Enkelte ledige er nødt til at komme til en personlig samtale, og så håndterer vi det med alle de hensyn der nu skal tages for at undgå smitte spredning.

Vigtigt at sikre ydelser
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har midlertidigt suspenderet beskæftigelsesindsatsen og pligten til at stå til rådighed. Det betyder, at al aktivering er aflyst. Der skal ikke indkaldes til samtaler i hverken jobcenter eller a-kasse. Hovedopgaven er i denne tid at sikre, at de ledige kan få deres ydelser.

Medlemmerne usikre
Vi har i 3F Roskildeegnen mange opkald fra usikre medlemmer, som lige vil sikre sig, at de har forstået meldingerne korrekt. Normalt er vi skrappe med krav til aktiv jobsøgning, til registrering af søgte jobs i joblog, til afholdelse af samtaler. Så det er helt usædvanligt og angstprovokerende, at det således er suspenderet. Man kan hurtigt blive bekymret for sit forsørgelsesgrundlag. "Kan det nu være rigtigt, at jeg ikke skal komme til den samtale?" Vi kan bekræfte og berolige, og sige, at medlemmerne får besked, når vi vender tilbage til normale tilstande igen.

Medlemmer, der skulle på kursus, må vente. Medlemmer, der skulle starte job i det offentlige, må vente med at starte. Det er meget frustrerende.

Den danske model
Endnu engang viser Den danske Model både sin berettigelse og sin styrke. Meget hurtigt indgik 3F og andre fagforeninger med de respektive arbejdsgiverorganisationer aftaler om hjemsendelser, hvor man ser bort fra det normale opsigelsesvarsel. De enkelte medarbejdere kan hjemsendes midlertidigt og beholde en tilknytning til deres arbejdsplads. Den enkelte virksomhed ved, at den kan hidkalde sine medarbejdere, når krisen er overstået, og der igen kommer gang i virksomheden. Medlemmerne modtager dagpenge i hjemsendelsesperioden. På denne måde kan dagpengesystemet understøtte både de enkelte medlemmer og vores erhvervsliv og sikre bevarelsen af arbejdspladser.

Dette lader sig gøre, fordi arbejdsgiver er organiseret i den rette arbejdsgiverforening og fordi medlemmerne er medlem i den rette fagforening og a-kasse. Tænk lige over det, I, som har valgt at stå udenfor fællesskabet!

Trepartsaftale
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en treparts aftale, der ligeledes støtter både vores medlemmer og virksomhederne. Der er vedtaget en hjælpepakke om en midlertidig lønkompensation til private virksomheder, der er ekstraordinært hårdt økonomisk ramt som følge af COVID-19. Mange virksomheder vælger at benytte denne hjælp. Den enkelte lønmodtager skal bidrage med 5 dages ferie, afspadsering eller tjenestefri uden løn. Det er rimeligt, for at beholde sin løn i en periode, indtil videre frem til senest 9. juni 2020.

Handlekraftig regering
Regeringen tager hånd om de forskellige udfordringer bid for bid. Med tydelige og klare retningslinjer. Vi oplever i 3F Roskildeegnen et dygtigt embedsværk, der fra centralt hold, både i 3F og i styrelsen er tydelige og opmærksomme.

Medlemstilgang
3F Roskildeegnen får nye medlemmer i denne tid. Medlemmer, der oplever, at vi er dem, der kender overenskomsterne og de aftaler, der er forhandlet på plads. Jeg kan kun opfordre alle til at søge medlemskab i den fagforening, der dækker det overenskomstområde, man er ansat på. Det er med til at sikre, at Den danske model kan bevares. Dette til gavn ikke bare for lønmodtagerne, men også for Det danske samfund som helhed.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk