17. juli 2019
Biler må køre 80, mens lastbiler må køre 70 km/t på Frederiksborgvej.
gallery icon

Se billedserie

Biler må køre 80, mens lastbiler må køre 70 km/t på Frederiksborgvej.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Trafikken suser forbi den blå kassevogn - og fartsynderne tikker ind

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Trafikken suser forbi den blå kassevogn - og fartsynderne tikker ind
Opdateret 11. februar 2019 kl. 10:14
Roskilde Avis Paperboy - 06. februar 2019 kl. 00:10
Af Tomas Skov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Nu kører den, og så passer det helt sig selv, siger Jeanette Guldhammer.

Hun har parkeret fotovognen på Frederiksborgvej lidt nord for Risø, og har brugt de første 20 minutter til at indstille målerudstyret. Hun har bragt udstyret i water, og hun har indtastet beliggenhed, fartbegrænsninger og afstand fra måleudstyr til vejbanen.

Efter et par prøvefotos kan Jeanette Guldhammer følge den stadige strøm af biler og lastvogne, der suser forbi i nordlig retning. Systemet kører nu fuldt automatisk, så hun kan dedikere sin opmærksomhed til den medbragte e-bog.

Bilister banker på
Jeanette Guldhammer er såkaldt ATK-måler, så hun bruger hele sin arbejdsuge på at sidde i en blå kassevogn et sted i politikredsen for at erindre fartsyndere om at lette foden fra speederen. Lovovertrædelsen bliver automatisk foto-dokumenteret, og huskekagen falder i form af en bøde, der ankommer med posten et par uger efter forseelsen.

- Det er jo ikke mig, der styrer den højre pedal - og det synes jeg egentlig folk er ret forstående overfor, fortæller Jeanette Guldhammer, der ind imellem oplever, at bilister vender om for at banke på hendes bildør og få en forklaring.

- Det opfordrer vi faktisk også til. Det er bedre at få svar med det samme end at gå og have ondt i maven i 2-3 uger, inden brevet kommer. Jeg har haft en enkelt, der var vred, men jeg har ikke været ude for noget ubehageligt. I værste tilfælde kan man kalde politiet over radioen, men det har jeg ikke været ude for, siger hun.

I eget selskab
Jeanette Guldhammer er lige som de øvrige fem trafikmålere i politikredsen civilt ansat. Hun har en fortid som parkeringsvagt i København, så konfliktniveauet er betydeligt lavere i den blå kassevogn, som har været hendes arbejdsplads de sidste par år.

Det rusker i bilen, når lastbilerne passerer, men i øvrigt kan Jeanette Guldhammer se frem til nogle fredelige timer i eget selskab. Madpakken og drikkelsen ligger i en køleboks, og toiletbesøg har hun lært at begrænse til måletiden er ovre. Så kører Jeanette Guldhammer gerne forbi en tankstation og får klaret det nødvendige, inden hun gør udstyret klar på den næste destination.

- Man bliver ikke stresset i det her job. Det tog faktisk lidt tid at vænne sig til, at de ikke kræver mere af én. Det er et enspænderjob, og det kræver at du kan beskæftige dig selv, fortæller Jeanette Guldhammer.

158 målinger
Arbejdet som ATK-måler ligner således det perfekte studiejob, men det kræver alligevel hår på brystet, når situationen spidser til.

- Man skal både kunne håndtere folks henvendelser og forsvare sit arbejde i retten, fortæller Jeanette Guldhammer, der selv har været i retten adskillige gange for at forsvare sine målinger.

Måleapparatet er imidlertid yderst nøjagtigt. Det når at tage 158 målinger på hvert enkelt køretøj, og det er indstillet, så tvivlstilfælde falder ud til bilistens fordel.

Til bilistens fordel
- Vi giver lidt ekstra rabat på farten, og hvis en anden bil forstyrrer målingen, så bliver den opgivet. Det skal komme bilisten til gode, fortæller Jeanette Guldhammer.

Normalt vil hun anslå, at der vil blive registreret 15-20 fartovertrædelser her på Frederiksborgvej sådan en torsdag eftermiddag. Men en halv time efter målingen gik i gang, er der stadig ikke en eneste fartsynder, der er gået i fælden.

- I starten lavede vi mange. Jeg tror, vi var oppe på 104 bøder på nogle få timer for halvandet år siden. Men det er blevet bedre - det falder, og det er det, vi er her for. Synligheden af fotovognen har også sin præventive effekt, siger hun.

Fælden klapper
Efter 35 minutter taler en robotstemme pludselig til os fra målerudstyret. En kvindelig bilist kan forvente post fra politiet inden længe efter at have kørt 95 km/t på Frederiksborgvej torsdag eftermiddag kl. 14:30.

- Der var sgu en mere, konstaterer Jeanette Guldhammer to minutter efter.

Endnu en bilist kan begynde at spare sammen til en fartbøde. Denne gang nåede vedkommende op på 97 km/t.

- Det er en god dag, hvis der ikke er nogen - men det har jeg trods alt ikke oplevet endnu. Men jeg har da haft målinger, hvor jeg var nede på en enkelt eller to på 3-4 timer, siger Jeanette Guldhammer.

Tilmelding til nyhedsbrevet for DAGBLADET / ROSKILDE AVIS PAPERBOY
Nyhedsbrevet udsendes hver dag omkring klokken 13. BREAKING-nyheder udsendes efter behov.
* skal udfyldes

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk