19. september 2019
Første kuld sygeplejersker fra den nye sygeplejeskole på Roskilde Amts og Bys Sygehus anno 1962.
gallery icon

Se billedserie

Første kuld sygeplejersker fra den nye sygeplejeskole på Roskilde Amts og Bys Sygehus anno 1962.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Roskilde-sygeplejersker samlet 57 år efter: Her var ingen adgang for mænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Roskilde-sygeplejersker samlet 57 år efter: Her var ingen adgang for mænd
Roskilde Avis - 29. august 2019 kl. 00:19
Af Tekst og foto: Tomas Skov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Nogle sover til middag, og andre går en tur. Det er dér, vi er nu, lyder det grinende fra en flok aldrende sygeplejersker under deres årlige sammenkomst.

De er alle fra det første kuld på sygeplejeskolen, der lå på det, der dengang gik under navnet Roskilde Amts og Bys Sygehus i 1962. Ni af disse har siden mødtes hvert eneste år gennem nu 57 år, og denne gang foregår det hos Else Hass i Provstestræde i Roskilde.

Krykker i gangen
Med sig har kvinderne de mange såkaldte 'vandrebøger', som er gået på skift mellem sygeplejerskerne, og hvor de har de nedfældet notater og tilføjet billeder fra deres liv gennem årene.

Efter at have lagt stokke og krykker i entréen, har de pensionerede sygeplejersker slået sig ned omkring kaffebordet, hvor snakken går om tilværelsen i dag og om årene på Roskilde Amts og Bys Sygehus.

Først ud at tjene
Datidens uddannelse til sygeplejerske var naturligvis eksklusivt forbeholdt kvinder - men det gjorde det ikke alene. Det var påkrævet, at man havde været mindst et år ude at tjene som ung pige i huset, og herefter havde gennemført fem måneders sygeplejehøjskole.

Når dette var klaret skulle man bestå et to måneder langt optagelsesforløb på sygeplejeskolen på Roskilde Amts og Bys Sygehus, hvorefter man kunne påbegynde den godt tre år lange uddannelse til sygeplejerske.

Mændene kommer
Trods de ydmyge kår i kælderen under afdelingerne på sygehuset var det en sjov og oplevelsesrig tid for de unge sygeplejersker, der skulle være ugifte og bo på skolen under hele uddannelsen.

Hundredevis af unge kvinder var under uddannelse på stedet, og det skabte naturligvis en vis magnetisk tiltrækning af repræsentanter fra det modsatte køn, der fx var under uddannelse på politiskolen, på kasernen eller på Håndværkerskolen, der dengang havde til huse i højskolebygningen på Frederiksborgvej.

- Forstanderinden gik altid en runde om aftenen for at tjekke, om der skulle være mænd på værelserne, lyder det mellem grinene.

I omstændigheder
Skolen havde også en portner ansat, som meget ivrigt afhørte de unge kvinder om deres færden, hvis de kom hjem sent på aftenen.

Og nogle gange blev omgangen med verden uden for sygeplejeskolen da også så intim, at det fik konsekvenser.

- Vi havde et par stykker, der kom galt afsted. Så de måtte gifte sig i en fart - og de kunne ikke blive boende på skolen, fortæller sygeplejerskerne.

Efter den stråtækte
De forsamlede kvinder i alderen 79-86 år har for længst trukket sig tilbage fra kaldet, men de fik deres drømme opfyldt undervejs.

- Jeg har villet være sygeplejerske så længe, jeg kan huske. Men dengang var der heller ikke frit valg på alle hylder, som man har i dag, siger Hanne Skov, der bliver suppleret af Edith Vollmer:

- Nej, det var det, man kunne blive efter folkeskoleårene på den stråtækte.

Trods de begrænsede valgmuligheder for datidens kvinder, har de ikke desto mindre nydt et langt og godt arbejdsliv i hvidt.

- Jeg er en lykkelig idiot, der har fundet den rette hylde fra starten, siger Irma Skogh, og Kirsten Holm fortsætter: Folk lever ikke evigt, og vi kan ikke give dem et godt liv - men vi kan give dem en god død.

Tilmelding til nyhedsbrevet for DAGBLADET / ROSKILDE AVIS
Nyhedsbrevet udsendes hver dag omkring klokken 13. BREAKING-nyheder udsendes efter behov.
* skal udfyldes

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk