
- Allan er en stjerne i Roskildes detailhandel. Han har på under fem år opbygget en stjernebutik, som trækker kunder til fra det ganske land, lyder det blandt andet i den flere sider lange personlige indstilling til Roskildes Erhvervspris.
Allan Hendrichsen er egentlig uddannet slagter, men slog sig på oste i forretningen Helges Ost på Værnedamsvej på Frederiksberg i København. Knap 23 år senere fik han under en cykeltur øje på de ledige lokaler i Skomagergade 1, og her fem år efter er han et kendt og respekteret ansigt i Roskildes detailhandel.
Ost og oplevelser
- Du sætter Roskilde på landkortet. Man får ikke kun ost, men også en oplevelse, når man handler hos dig. Du sætter kunderne før alt andet, og de er villige til at betale lidt mere for det, konstaterede erhvervsdirektør i danske Bank Jesper Steen Christensen ved overrækkelsen af nomineringen.
Også denne formiddag er det svært at løsrive Allan Hendrichsen og hans datter Sabrina fra det konstante rykind af kunder i butikken. Og som det lød i indstillingen, kommer kunderne også udenbys fra for at handle i Caseus.
- Så sent som i går fik jeg besøg af nogle kunder, som jeg kender fra Frederiksberg. Det rør mig virkelig, at de tager toget til Roskilde for at handle hos mig, siger ostemanden.
Med denne 10. indstilling til Roskildes Erhvervspris er Allan Hendrichsen nu med i opløbet om at løbe med prisen, der bliver uddelt ved nytårskuren på rådhuset i januar.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her