16. november 2018
Blikkenslager Allan Kloster Hansen havde i mange år sit faste mødested med vennerne hos Mulle-Rudy i Djalma Lunds Gård. Men nu har de måttet finde nye steder. (Foto: Jan Partoft)
Blikkenslager Allan Kloster Hansen havde i mange år sit faste mødested med vennerne hos Mulle-Rudy i Djalma Lunds Gård. Men nu har de måttet finde nye steder. (Foto: Jan Partoft)
Foto: Jan Partoft
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Allan Kloster 70: Glad for det gode liv i Roskilde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Allan Kloster 70: Glad for det gode liv i Roskilde
Roskilde Avis Paperboy - 11. november 2018 kl. 00:38
Af Torben Kristensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Jeg er glad for, at jeg har haft så godt et liv her i Roskilde gennem alle årene.

Blikkenslager Allan Kloster Hansen kan absolut godt synge med på den gamle Grundtvig-sang om 'et munter og virksomt liv', når han nu den 14. november fejrer 70 års fødselsdag og samtidig kan markere de 40 år som selvstændig blikkenslager.

Han er født på Sct. Maria Hospital og voksede op i en kendt Roskilde-familie med moderen 'Kylle' og faderen Børge 'Blik' Hansen, der drev VVS-firma på Sankt Agnes Vej.

Hans søster er jazz-sangerinden Pia Kloster og lillebror Bjørn kom ligeledes i medierne, da hans hund reddede en livløs kvinde på gaden i Sct. Jørgensbjerg. Den anden bror Per er tømrermester.

Allan 'Blik', som han selvfølgelig kom til at hedde, gik først på Allehelgens Skole og dernæst på den nye Sct. Jørgens, da den åbnede.

Herfra husker han bl.a., at han kom til at sparke igennem en glasdør og blødte voldsomt, så skolen besluttede at skifte til nye glas med stålvæv i for at undgå gentagelser.

Løb på værkstedet
Helt fra lille løb Allan altid rundt på familiens værksted, så det lå i kortene, at han også skulle være blikkenslager som sin far. Men han skulle ikke i lære hjemme, så det foregik hos Gimm i Borgediget.

Allan husker barndommen og ungdommen som en sjov tid. Hjemme hos forældrene var der ofte fest og farver i de gyldne 60'ere, hvor byens håndværksmestre havde rigeligt at lave og bl.a. kunne købe store flotte biler.

Efter læretiden blev han soldat i Flyvevåbnet, først på Skrydstrup i Sønderjylland og siden på Skalstrup ved Roskilde, hvor han fungerede som chauffør for officerne.

Samtidig havde han mødt en sød pige på Prinsesse-bodegaen i Prindsen og blev far i en alder af 21.

Han blev selvfølgelig gift og arbejdede under navnet 'Børge Hansen & Søn' som kompagnon til sin far i et par år, indtil denne pludselig døde.

Derefter oprettede Allan sit eget firma 'Veddelev VVS', fordi han gennem 20 år boede i Veddelev med sin familier. Sammen med flere partnere overtog han også et VVS-firma i Skibby, men besluttede så igen at starte helt for sig selv og har arbejdet alene i de sidste 16 år.

Regninger i hånden
Da han var blevet skilt og gift igen, flyttede den nye familie så til Lærkevej ved Klosterengen.

- Vores branche har været igennem en kæmpemæssig teknisk udvikling, og der er meget nyt at sætte sig ind i. Jeg skriver dog stadig mine regninger i hånden, og det går også fint, for jeg får da mine penge.

- Nu om dage behøver man ikke have et værksted, da det hele er i bilen. De fleste af mine kunder er private folk, jeg har kendt i mange år, og som stadig bruger mig.

Når Allan Kloster nu er tilbage på Roskilde gennem alle disse er, slår det ham især, at alle de små forretninger er forsvundet.

- Dengang var der ismejerier og købmænd på hvert hjørne, men det er jo helt væk nu.

- Jeg kan også husker, at der var marker, hvor Kongebakken og Trekroner-kvarteret nu ligger. Men det har jo også været godt for os håndværkere med alt det byggeri - og vedligeholdelsen bagefter.

- Endnu har jeg slet ikke tid til at holde op, og så længe helbredet er fint, fortsætter jeg da, beretter Allan Kloster

- Men selvfølgelig kan man aldrig vide, hvordan det hele ser ud om fem år.

En oase hos Mulle
Allan Kloster var en af de trofaste stamkunder, der gennem mange år var med til at holde liv i Roskildes kult-café Mulle-Rudy i Djalma Lunds Gård, som lukkede sidste år. Her kom han næsten dagligt.

- Jeg har fået mange opgaver der på caféen, hvor Mulle og Rudi havde skabt en helt særlig stemning. Alle kunder blev behandlet helt ens, og det var 'en oase' i Roskildes liv.

Hvis nogle kunder begyndte at føre sig lidt rigeligt frem, blev de hurtigt sat på plads med en kvik bemærkninge fra værtsparret.

Men Allan husker dog en gang, hvor selv Rudy Frederiksen blev tavs for en kortere bemærkning:

- En yngre og meget veldrejet dame var kommet hen til baren.

- Får de noget frøken, spurgte værten venligt.

- Det hænder, lød svaret.
Den faste flok fra Djalma Lunds Gård har ikke siden fundet ét bestemt samlingssted. Rygerne kommer på Roskilde Bodega ved Holbækvej, mens andre er gået på Gustav Wied i Hersegade, og nogle foretrækker 'Bryggeren' ved siden af.

Over Atlanten
Fra helt lille har Allan Kloster holdt meget af at sejle - på Roskilde Fjord og rundt i de danske farvande.

En enkelt gang har han sammen med fire andre ført et mindre sejlskib over Atlanten fra De Dansk Vestindiske Øer til Europa.

- Turen tog 17 døgn, hvor vi overhovedet ikke så land. Det er en oplevelse, som jeg aldrig glemmer, beretter han.

Reception 14. november fra klokken 14 på Restaurant Håndværkeren i Hersegade.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk