15. oktober 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Frem med regnestokken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frem med regnestokken
Roskilde Avis Paperboy Læserbreve - 08. oktober 2018 kl. 10:54
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

DEBAT: Som folkevalgt medlem af Skolebestyrelsen - og formand - for Vor Frue Skole er det min opgave ifølge Folkeskoleloven at "føre tilsyn" med driften af Vor Frue Skole iht. Folkeskoleloven - herunder godkendelse af Skolens budget.

Som led i dette arbejde har Skolebestyrelsen haft politisk kontakt ad flere omgange for at finde en fornuftig driftsløsning, således at det store skoledistrikt mellem Holbækmotorvejen og Gadstrup/Dåstrup fortsat kan betjene borgerne med såvel skole, SFO og Klub. I mine 4 år som formand har det dog været en dialog, som man sjældent har haft ønske om at indgå i fra hverken Forvaltningens eller Politikernes side.

Ved et møde i Skoleforum i 2016 blev de omkring 70 deltagere fra skole- og daginstitutionsområdet inddelt i grupper, hvorefter man skulle drøfte, hvorvidt man skulle lukke Vor Frue Skole eller lukke daginstitutionerne obligatorisk tre uger i skolesommerferien. Det var et af Forvaltningens forslag til budgetforbedring for 2017, der alene havde det formål at skabe en folkelig modstand mod Vor Frue Skole. Det var en ubehagelig oplevelse, at jeg uden varsel skulle "stå på mål" med denne besynderlige opstilling af prioritering i Roskilde Kommune, der årligt anvender ca. 1 mia. kr. på Folkeskolen.

Eksemplet er blot et enkelt på, hvordan embedsmænd på en helt useriøs måde aldrig har respekteret Vor Frue Skole som værdiskabende og som en fundamental servicefunktion for de mange familier i den sydlige del af Roskilde. Jeg kan tilføje, at simpel energirenovering tre gange er blevet nægtet fra Forvaltningens side med ordene - "I lukker jo alligevel lige om lidt".

Som formand skal jeg også føre tilsyn med, at vi respektfuldt driver vores kommunale virksomhed med et højt fagligt og sundt psykisk arbejdsmiljø, så dette ikke kommer det faglige læringsmiljø til skade. Gennem fire år har jeg oplevet politikere og embedsmænd sørge for det stik modsatte - idet de konstant har nedgjort ledelsesindsats og det faglige niveau med en klar reference til elevernes dårlige trivsel og "vidensniveau".

Som arbejdsgiver har vi en forpligtelse til at tage hånd om, at vore ansatte ikke kommer til at leve i utryghed og i et dårligt psykisk arbejdsmiljø i årevis. Jeg har gennem årene oplevet en nedladende retorik fra flere politikere og embedsmænd. Det har været bekymrende at opleve, at man i sin funktion som arbejdsgiver ikke respektfuldt omtaler sine ansatte. Besparelser skal aldrig begrundes i faktuelle anklager om, at vore ansatte ikke "leverer varen", for det har vi både en forvaltningsdirektør, en skolechef og en skoleleder til at tage hånd om, hvis det ikke skulle være tilfældet.

Jeg anmoder derfor om, at alle politikere og embedsmænd tænker før de omtaler egne kommunale virksomheder og deres ansatte med ord a la "ondt i fagligheden" og som en enhed, der må modtage "ulandsbistand" for at klare sig.

Jeg anmoder også om, at Skolebestyrelsen for Vor Frue Skole og medlemmerne af Skole- og Børneudvalget sætter sig sammen og finder den mest optimale løsning for skoledistriktet. Budgetforliget for 2019 lader sig nemlig ikke umiddelbart gennemføre af seks simple årsager:

1. Netto kan der nedlægges én klasse, ifølge www.skoletal.dk

2. Østervangsskolen har ikke ledige klasselokaler til at rumme eleverne fra Vor Frue, hvorfor der skal foretages nye klassedannelser. Det kan betyde udflytning af UU-vejledningen

3. Klub Østervang kan ikke optage alle klubbørn fra Klub Vor Frue, da lokalerne er for små ift. reglerne i Bygningsreglementet.

4. Den S/I Spilloppen ønsker ikke uden videre en flytning til skolens matrikel.

5. Specialundervisningsområdet og inkluderede børn er ikke analyseret. I Vor Frue Skole har vi 9 elever med en diagnose, hvis fremtidige skoletilbud bør analyseres ift. udgifterne.

6. Folkeskolelovens §26, stk. 1, 2) kommer i anvendelse, da der ikke er etableret en sikker skolevej, hvorfor der vil blive behov for betale for transport af en stor mængde børn.

Lad os sammen finde regnestokken frem og lægge en holdbar plan i 2019 med effekt fra august 2020.

Med venligste hilsener fra
Søren Egemar Knudsen

Drejøvej 4, Vor Frue

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk