

Se billedserie
Der findes mange fordomme om, at byggeriet særligt er en branche for mænd med store muskler. Men bygge- og anlægsbranchen er bestemt også for kvinder.
Vi har begge haft dygtige piger fra folkeskolen i erhvervspraktik i vores virksomheder. I alt besøgte 12 piger fra Absalons Skole i Roskilde vores to virksomheder i uge 40 gennem projektet Boss Ladies.
Nogle af pigerne prøvede kræfter med at lægge chaussesten/brosten, mens de andre piger hjalp til på byggeriet af Roskilde Badet, hvor de blandt andet var med til at bygge stillads og prøvede at bruge forskelligt værktøj. Det gav dem en smagsprøve på, hvad det vil sige at arbejde i bygge- og anlægsbranchen. Alle gik til opgaven med oprejst pande og højt humør, og vi håber, at de er blevet inspireret til tage en uddannelse inden for byggeriet. For vores virksomheder var det en god oplevelse, og vi åbner gerne døren for nye praktikanter en anden gang.
Tal fra Dansk Byggeri viser, at kun ni procent af de ansatte i bygge- og anlægsbranchen er kvinder. Det er ærgerligt, for det betyder, at der går unge kvindelige talenter tabt, som kan bidrage til branchens udvikling og vækst. Vi håber derfor, at flere kvinder fremover bliver inspireret til at søge mod byggeriet og vores virksomheder.
Flemming Profft
daglig leder af Brolægger Kompagniet A/S
Svend Aage Christiansen
adm. direktør
Svend Aage Christiansen A/S.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her