21. oktober 2019
De ansatte på Trekroner Plejecenter har aldrig tid nok til at tage sig af min mand, skriver fortvivlet Roskilde-borger.
De ansatte på Trekroner Plejecenter har aldrig tid nok til at tage sig af min mand, skriver fortvivlet Roskilde-borger.
Foto: Jan Partoft
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Et råb om hjælp fra Trekroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et råb om hjælp fra Trekroner
Roskilde Avis Læserbreve - 08. august 2019 kl. 09:53
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

DEBAT: Jeg græder igen, mens jeg kører fra Trekroner Plejecenter i frustration over manglende omsorg for min hjerneskadede mand.

Han fik en hjerneblødning i februar 2018 og blev opereret, genoptrænet, udskrevet samt genindlagt et utal af gange. Både på Rigshospitalet, Holbæk, Køge og Næstved sygehus, mens han jævnligt blev overflyttet mellem adskillige afdelinger og hospitaler og nu er på plejehjem.

Flere steder har jeg oplevet en mangel på tid samt personale og har selv skulle hjælpe til med pasning af min mand. Men jeg er hans hustru, ikke hans plejer!

Efter et år med indlæggelser og genoptræning taler jeg i marts 2019 med Visitator og Hjerneskade-koordinatoren om, at min mand måske skal på plejehjem, men der er fortsat planlagt genoptræning indtil 1. juni, hvor der skal laves en ny vurdering af hans træningsbehov mm.

Den 15. maj 2019 ringes jeg op af boliganvisningen, om at der nu er en plejebolig til min mand på Trekroner Plejecenter fra den 20. maj. Det kom som en stor overraskelse og nærmest et chok for mig, da det tværfaglige team og jeg jo havde lavet en plan indtil 1. juni.

Så det mindste, man kunne have gjort, var da at fortælle mig at rehabiliteringen ville blive afbrudt tidligere end aftalt. Det var min forståelse, at terapeuterne mente, at der stadig var træningspotentiale for min mand.

Jeg protesterede, men der var ikke noget at gøre. Jeg følte mig i den grad kørt over og ignoreret. Så den 23. maj bliver min mand flyttet ind til et tomt værelse på plejehjemmet, da der ikke havde været tid til at forberede noget som helst.

Efter 2 måneders ophold på plejecentret har min mand haft 5 indlæggelser, fået tryksår og ser usoigneret og beskidt ud. Han er ikke længere glad, virker nærmest apatisk. De første mange dage sad min mand kun på sit værelse, hvorfor jeg gjorde opmærksom på, at han da havde brug for at se andre mennesker.

Min mand er hjerneskadet, IKKE dement, så han har brug for at blive stimuleret i løbet af dagen! Hans fremskridt fra genoptræningen er gået tilbage, fordi han ikke længere får den træning han gjorde før.

For at han ikke skal sidde og glo ud i luften, har jeg lavet billeder med tekst til ham (han kan godt læse). Det har jeg bedt personalet om at være søde at give ham, men alligevel sidder han og kigger på en dækserviet.

Han har Duplo klodser for at beskæftige sine hænder og træne med. Men de ligger bare der, hvor jeg har lagt dem, selv om jeg har lavet en liste med ting ,der er godt for min mand.

Generelt er plejestandarden bare ikke god nok og økonomien er simpelthen for skrabet! Min mand kan ikke bede om noget at drikke, og når man ikke stiller noget drikbart frem til ham og husker ham på at drikke, bliver han dehydreret og skal indlægges (IGEN).

Personalet er hårdt spændt for, og det betyder, at mennesker, der er afhængige af personalet, ikke får den pleje og omsorg, som de har brug for.

Man skal betale 300 kr. for at få mærket tøj til vask. Det sker med sort tusch på ALT hans tøj, hvilket går igennem tøjet, så flere af hans T-shirts har sorte mærker bagpå.

Jeg synes, det er totalt til grin, at man skal betale 300 kr. for at få skrevet med tusch i tøjet. Det kunne jeg selv have gjort og sparet både penge og ødelagte tøj.

Når han skal have en middagslur, må han sidde i stolen og sove eller forvente, at der går adskillige timer, inden der er tid til at hjælpe ham ud af sengen igen.

Der er heller ikke tid til at flytte beboerne fra spisebordet, når de har spist. Der kan de sidde og kigge ud i luften i flere timer, og det er ikke værdigt!

Spørger man, hvordan det går, er der "ikke tid" til, at den person, der plejer min mand, kan komme og fortælle det selv.

At der "ikke er tid", er det evigt tilbagevendende svar, man får, og som pårørende, er man helt magtesløs.

Tre måneder til på denne måde, så tror jeg, min mand har lukket sine øjne for sidste gang. For dette her føles mest af alt som en langsommelig proces til døden.

Hvem er ansvarlig for dette? Hvor ligger ansvaret?

Linda Holmberg
Roskilde.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk