En 50-årig mand fra Ringsted var klar i mælet og hurtig på aftrækkeren, da han fredag gav sit syn på sagen, da han sad i Retten i Næstved under anklage for voldtægt, vold og forsøg på voldtægt.
- Det her er en vendettasag, hvor to kvinder ikke kan få mig og derfor gør det her mod mig, nåede manden at sige, inden dommeren afbrød ham.
Afhøringen fortsatte. Under hele forløbet svarede den anklagede, på alle spørgsmål til ham.
Den ene af de to kvinder, en 27-årig tidligere kollega, afgav om eftermiddagen sin vidneforklaring i forlængelse af de tre anklager om voldtægt i kvindens hjem i Store Heddinge, som hun har fremsat mod manden.
Yderligere to anklager om voldtægt eller forsøg på voldtægt stammer fra en 32-kvinde fra Ringsted, der i september var på hotel Comwell i Korsør med manden.
Den 50-årige erkender ingen af de i alt ni volds- eller voldtægtsanklager mod ham.
De øvrige tre anklager blev helt eller delvis erkendt. Under en ransagning af mandens hjem 9. oktober 2018 fandt politiet tre kanonslag og 16 riffelpatroner. Dem vedkendte manden sig. Ampullerne med dopingmidlerne nandrolene decanoate, trenbolone og testosterone blev ganske vist også fundet i mandens hjem, men det var noget han efter eget udsagn opbevarede for en ven.
Sagen fortsætter i næste uge. Mandag er der vidneforklaringer og torsdag ventes domsafsigelsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her