
Ældre kvinder med stok eller rollator bliver ikke overfaldet fuldstændig umotiveret af ukendte mænd i gader og parker i Danmark.
Der sker ikke normalt.
Derfor stod politiet med en højst usædvanlig sag, da det rent faktisk pludselig skete lørdag den 29. august i Ringsted - fire gange og en gang mere onsdag den 2. september i Benløse.
- Det er simpelt hen ikke noget, vi ser. Ikke engang i København, siger vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, efterforskningsleder i Midt- og Vestsjællands Politi, efter at den formodede gerningsmand lørdag blev varetægtsfængslet i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde.
Den 25-årige mand blev anholdt fredag eftermiddag takket være tre opmærksomme borgere i Stubbekøbing, og de er en del af en meget vigtigt hele.
- Vi er rigtig glade for, at vi har fået så mange henvendelser både fra borgere i Ringsted og fra andre steder. Det er overvældende, så mange vi har fået. Der har været rigtig gode tip om, hvor man har set ham, og hvor han har opholdt sig, men han har været rykket videre, når vi kom derhen, siger Bjørke Kierkegaard.
Og det ikke, fordi politiet har været for langsomme.
- Vi har givet den fuld smadder for at få opklaret den her sag. Vi har patruljeret ekstra meget i området. Vores lokale efterforsker har været på tankstationer, byggemarkeder, burgerbarer, kiosker ja alle steder, hvor der er overvågning, og i udhuse og skure, hvor den mistænkte kan have opholdt sig, fortæller Bjørke Kierkegaard.
Men ikke nok med det:
- Vores lokale efterforsker har endda lagt sit nummer alle vegne og sagt til folk, at hvis de ser den mistænkte, skal de ringe, også selv om det var midt om natten, så var han stået op for selv at tage ud og anholde manden. Det kan jo ske, at den nærmeste patruljevogn er i Roskilde eller et andet sted i kredsen, siger Bjørke Kierkegaard.
Da de efterlyste ofre og vidner begyndte at melde sig den 2. september, stod det klart, at selv med en finkæmning af velvalgte steder i Ringsted, var det en vanskelig sag.
Alt pegede på, at gerningsmanden er en subsistensløs udlænding, ukendt i politiets og andre myndigheders systemer, og han kan opholde sig hvor som helst.
Det er derfor, at politiet er glad for alle henvendelserne.
- De er helt afgørende for, at vi har fået identificeret en mistænkt og foretaget en anholdelse så hurtigt i en sag som denne, hvor vi ikke aner, hvem vi leder efter, fastslår Bjørke Kierkegaard.
Den 25-årige fængslede mand nægter sig skyldig.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her