Der herskede en udbredt ærgrelse i byrådssalen i Ringsted mandag aften, da lokalpolitikerne skulle sige ja til, at det utætte tag på bygning 4 på Byskovskolen, afdeling Benløse kan blive udskiftet hurtigst muligt.
Prisen på udskiftningen af det 6200 kvadratmeter store tag bliver lige godt 10,5 millioner kroner, og pengene findes ved at overføre penge fra den afsatte pulje til vedligeholdelsesefterslæb på skoler i 2019.
Der er dermed kun 4,8 millioner kroner tilbage i den pulje til nødvendige vedligeholdelsesudgifter i 2019. Garantien på det eksisterende tag udløb i 2016, og det hjalp ikke på politikernes humør.
- Det er ærgerligt, at vi må tage pengene fra puljen i 2019. Jeg er bange for, at det er skruen uden ende, for vi er nu langt fremme i tiden. Vi må indse, at vi har et kæmpe efterslæb på vedligeholdelsen, og det er nok ikke den sidste skole, der får behov for pludselig opstået vedligeholdelsesarbejde. I denne sag er det bare ekstra surt, at hullerne i taget ikke blev opdaget, mens garantien fortsat var gældende, påpegede Mette Ahm-Petersen (S)
Ifølge Konservatives Finn Andersen, der er skolelærer på Byskovskolen, har der dog været god mulighed for at skride ind i tide.
- De sidste fem til seks år har det været nødvendigt at sætte spande op inden for, når det har regnet kraftigt, berettede han.
Det fik flere politikere til at hæve stemmen.
- Jeg bliver arrig, når jeg hører, at unge mennesker har rendt rundt på taget og gjort hullerne større. Og jeg får fnidder, når jeg hører, at hullerne har været kendt længe, sagde løsgænger Kisser Franciska Lehnert.
Og Venstres afgående formand for Plan- og Boligudvalget Per Roos fulgte op:
- Jeg er chokeret over at høre, at man har kendt til hullerne i fem til seks år. Hvorfor er der ikke nogle, der har sagt noget?
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her