

Se billedserie
Den nordjyske maskinvirksomhed S.D. Kjærsgaard har købt grund direkte ud til motorvej E20 i Business Park Ringsted. Mandag aften godkendte byrådet salget af den godt 15.000 kvadratmeter store grund. Det er samtidig det første salg af en af de omkring 10 grunde, som har facade direkte ud til Vestmotorvejen i den nye businesspark, der er på 136 ha svarende til 1.360.000 kvadratmeter.
- Vi glæder os til at samle alle vores sjællandske aktiviteter og etablere et topmoderne center for CASE landbrugs- og entreprenørmaskiner i Ringsted. Vi får en central placering på Sjælland, der ligger spot on i forhold til vores kunder, ligesom vi får en afgørende synlighed ud mod motorvejen, siger administrerende direktør Palle Kjærsgaard, der er tredje generation i virksomheden.
S.D. Kjærsgaard arbejder med salg og service af landsbrugs- og entreprenørmaskiner til landmænd, entreprenører og kommuner. Virksomheden beskæftiger 85 medarbejdere fordelt på fem lokationer i hele landet. Kjærsgaard har mere end 30 servicebiler fordelt fra Skagen til Bornholm. Virksomheden har p.t. én afdeling på Sjælland i Karlslunde, hvorfra aktiviteterne nu flyttes til Ringsted.
- Vi er naturligvis glade og stolte over, S.D. Kjærsgaard har valgt at bygge deres nye center i Ringsted, og jeg er helt sikker på, det er et valgt, de ikke kommer til at fortryde, siger Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten, der mandag besigtigede grunden sammen med Palle Kjærsgaard og salgsansvarlig Brian Steen Rolighed.
I øjeblikket er et arkitektfirma i fuld gang med at projektere og tegne bygningerne, der skal danne rammen om det nye CASE-center. Det er planen at påbegynde byggeriet efter sommerferien. I den første halvdel af 2022 forventer Kjærsgaard at tage centeret i brug.
- Vi er blevet virkelig godt modtaget af Ringsted Kommune, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, siger Palle Kjærsgaard.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |