Var den 40-årige norskiraner, som står tiltalt i Retten i Roskilde en hemmelig agent hyret af den iranske efterretningstjeneste til at planlægge et mord på en eksiliraner, som bor i Ringsted og som også er et ledende medlem af en iransk oprørsgruppe, ASMLA, Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz?
Eller var norskiraneren "bare" ved at indsamle oplysninger om oprørslederen.
Det er et af de afgørende spørgsmål, som forsvarer og anklager strides om, da de torsdag fremlægger hver deres procedure i den særegne sag om spionage og attentatplaner på dansk jord.
Anklager Søren Harbo fremførte torsdag formiddag sin indledende procedure. Heri stillede han spørgsmålet: »Var det en iransk føringsofficer, som den tiltalte indsamlede oplysninger for?«
Og anklageren svarede selv: »Ja, hvem skulle det ellers være?«.
Anklageren konkluderede således blandt andet i sin procedure, at ingen andre kunne have interesse i at søge oplysninger om en leder af en iransk oprørsgruppe, en »frafalden statsborger«, vel og mærke med det sigte senere at gennemføre et drab på eksiliraneren.
Omvendt lagde forsvarer Michael Juul Eriksen i sin indledende procedure vægt på, at mange andre kunne have en sådan interesse. Det kunne eksempelvis være nogle af ofrene for de angreb, som oprørsgruppen ASMLA gentagne gange har taget ansvaret for på iransk jord, og som er grund til, at Iran tidligere har anmodet om udlevering af eksiliraneren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her