20. september 2021
- I dagevis lugter der af noget brændt. Det har brændt sig ind i min hjerne, siger Poul Erik Skammelsen, der var TV2?s korrespondent i USA, da landet blev ramt af et terrorangreb for 20 år siden.  Foto: Jørgen C. Jørgensen
- I dagevis lugter der af noget brændt. Det har brændt sig ind i min hjerne, siger Poul Erik Skammelsen, der var TV2?s korrespondent i USA, da landet blev ramt af et terrorangreb for 20 år siden. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Skammelsen om terrorangrebet 11. september: Det chok og den skræk husker jeg meget tydeligt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Skammelsen om terrorangrebet 11. september: Det chok og den skræk husker jeg meget tydeligt
Ringsted - 11. september 2021 kl. 07:59
Af Mads Dam Bendtsen

Poul Erik Skammelsen er i New York. Det samme er hans familie. De bor egentlig i Washington D.C., men Poul Erik skal interviewe FN's generalsekretær, Kofi Annan. Han står om morgenen ved FN-bygningen i New York og venter på at blive lukket ind. Sikkerhedsprocedurer. Telefonen ringer. Det er hans producer: »Der står noget på CNN om, at et fly er fløjet ind i World Trade Center«.

Det må være et lille sportsfly. En lille fejl. Noget tilfældigt, tænker Poul Erik. Han finder en tv-skærm i nærheden og følger med. Her ser han endnu et fly brage ind i World Trade Center.

- Og så tænker jeg med det samme; terror. Det må det bare være, siger Poul Erik Skammelsen.

Skammelsen, der er født og opvokset i Farendløse ved Ringsted, er i USA som korrespondent for TV2, og denne dag, 11. september 2001, står han midt i epicentret for en begivenhed, der forandrer hans liv og resten af verden.

- Jeg føler, jeg er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, siger han, der har boet i Sorø i snart 20 år.

Folk er væk

Glemt er tanken om at interviewe Kofi Annan. Nu er fokus på at komme igennem på telefon og satellitforbindelse til studiet i Danmark.

- Min opgave bliver at rapportere, hvad der sker, hvad jeg ser og hører. Og sætte ord på, hvor meget den her begivenhed med det samme forandrer USA. Jeg snakker med folk, laver indslag og sætter ord på det forandrede USA. Det er essensen af en korrespondents rolle.

Det, Poul Erik Skammelsen ser og hører denne dag, glemmer han aldrig. Faktisk taler han om det, som oplevede han det i går.

- Det er en smuk septembermorgen, himlen er blå, folk er på vej på arbejde. Det er sådan, jeg kender byen; masser af larm, mennesker, der bevæger sig i alle retninger. Pludselig går kæmpe menneskemængder i én retning; ud af byen op ad de store avenuer. Jeg ser mennesker pakket ind i støv, og jeg kan mærke panikken, der spreder sig. Folk tænker, »hvad er det næste mål?«. Det chok og den skræk husker jeg meget tydeligt. Som timerne går, bliver byen stille. Folk er væk. I løbet af en dag kan man bare mærke, at landet forandrer sig.

Menneskene har forladt byen, men terrorangrebets lugt bliver hængende.

- Der bliver ved med at være røg. Man kan lugte det over hele New York. Selv på sit hotelværelse med lukket vindue. I dagevis lugter der af noget brændt. Det har brændt sig ind i min hjerne, siger Skammelsen.

To verdener bliver til én

Fra det første fly flyver ind i det ene tårn, til de begge er styrtet sammen, går der cirka en time og tre kvarter. »Helt ufatteligt hurtigt«, som Poul Erik Skammelsen udtrykker det.

Men eftervirkningerne vil mærkes længe endnu.

- Man kan ikke overdrive de forandringer, der sker i USA. Ud af det blå bliver landet ramt på eget fastland. De følte, de var usårlige efter at have vundet Den Kolde Krig. Og der kommer med det samme et ønske om at slå igen. USA klæder sig i rødt, hvidt og blåt og skal til at kæmpe sin egen krig. Den dag er en del af vores allesammens historie og grundlaget for meget af det, vi gør i den vestlige verden. Vi går ud i krige, vi sikrer os mod terror, vi skal hele tiden kontrolleres. Det griber ind i vores hverdag på alle niveauer.

Dagen får også betydning for Poul Erik Skammelsens liv. Han oplever det lod, en korrespondent kan have; at man både bor og arbejder i diverse brændpunkter. Hans private og professionelle verden smelter sammen.

- Jeg plejer at rejse ud til brændpunkter, men her er det den verden, jeg lever i med familien, der er blevet et brændpunkt. Det er meget specielt. For mit og familiens vedkommende er det en del af vores personlige historie. Samtidig er mange af de historier, jeg har lavet som journalist, jo en konsekvens af den begivenhed. Så det har også påvirket hele mit professionelle liv. De to ting er svære at adskille, siger Poul Erik Skammelsen.

Græder på skærmen

To dage efter tvillingetårnene er styrtet sammen, ser han noget, der også er med til at skubbe til balancen mellem den professionelle korrespondent og den private Poul Erik. Han er nede ved Ground Zero for at lave billeder til et indslag.

- Jeg ser nogle brandmænd, der kommer ud af ruinerne. Og jeg kan se smerten mejslet ind i deres ansigter.

Da han senere skal fortælle om oplevelsen til TV2's seere, går synet direkte i hjertekulen.

- Jeg siger, at det skærer sig ind i hjertet. Og det gør det så også på mig selv. Min stemme knækker, og jeg får tårer i øjenkrogen. Det er jo ikke meningen, at man skal gøre sig selv til centrum og vise følelser som journalist. Men det ramte mig. Og det gør det jo nogle gange, når man står i et brændpunkt. Det skete simpelthen bare.

Synet af Poul Erik, der står på nationalt tv og har svært ved at styre sine følelser, er noget, der rammer mange danskere hjemme i stuerne.

- Jeg fik utroligt mange venlige mails og reaktioner fra folk, der blev rørt over det, siger Skammelsen, der i dag er vært for TV2 Nyhederne, men stadig jævnligt kommer i USA.

Han har kun én anden gang haft en oplevelse, der tilsvarer 11. september. Da han som helt ung journalist dækkede Berlinmurens fald.

- Den oplevelse var tilsvarende 11. september på den måde, at det er en kæmpe stor begivenhed, hvor man som almindelig seer med egne øjne kan se, at verden forandrer sig. Det var bare en lykkelig begivenhed. Jeg ville ikke have været nogle af de oplevelser foruden.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk