

Se billedserie
Tidligt lillejuleaftensdag skete det så. Den tonstunge gigantiske nedbrydermaskine, der er hentet op til opgaven helt fra Holland, gav den historiske og omdiskuterede rødstensejendom på hjørnet af Næstvedvej og Møllegade i Ringsted det endelige dødsstød.
Først blev gavlen revet ned, derefter fortsatte maskinen på ejendommen, som i en årrække har været omdiskuteret blandt borgere, der enten elsker eller hader bygningen, der har stået tom og er forfaldet igennem 18 år.
Det står dog fast, at ejendommen rummede vigtig sjællandsk industrihistorie, og at den spillede en stor og afgørende rolle for den lokale modstandsbevægelse under anden verdenskrig.
Desuden var bygningen vurderet bevaringsværdig i kategori 3.
Det lykkedes dog aldrig at finde en måde at bevare bygningen på, og derfor skal den nu rives ned.
Borgere i nabolaget skal dog ikke glæde sig til at få udsigt til det gamle vandtårn eller til Sct. Bendts Kirke, for der kommer snart et endnu højere nybyggeri bestående af 64 familieboliger på hjørnegrunden.
Det er nedrivningsvirksomheden P-Olesen, der står for opgaven med at jævne både silo og hjørnegrundens to bevaringsværdige bygninger med jorden.
Medarbejdere fra P-Olesen oplyser til DAGBLADET Ringsted, at der har været store tekniske problemer med nedrivningsmaskinen. Derfor blev man forsinket.
Lillejuleaften påbegyndes altså nedrivningen af dampmøllen, som ejendommen kaldes efter sin oprindelig produktion.
Men helt færdig bliver man først i det nye år. Her går nedrivningen i gang omkring den 4. januar.
Siloen, som også skulle rives ned, er i store træk borte, bortset fra cirka fire meters bygningsrest.
Mellem jul og nytår skal al jern sies fra siloens betonbrokker. Dernæst skal betonstenen knuses, så de kan genbruges. Ikke til nybyggeriet forstås - men til underlag til veje og parkeringspladser på grunden, oplyser P-Olesen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her