

Se billedserie
60-80 tons strandsand er tirsdag eftermiddag landet midt på Torvet i Ringsted.
Det drejer sig om alt det sand, der de kommende måneder skal være med til at skabe en illusion om, at der er flyttet en mindre strand ind i Ringsted bymidte.
Eventsekretariatet i Ringsted Kommune vil i samarbejde med handelstandsforeningen Ringsted City skabe en slags strandmiljø midt i byen. Kombineret med sommerens arrangementer på plænen foran Sct. Bendts Kirke skal det være med til at skabe en lidt anderledes form for liv, hygge og samvær i bymidten.
- I løbet af onsdag formiddag vil der blive sat liggestole op, fortæller Christian Molsing, der er souschef i Eventsekretariatet.
Stole, lamper og parasoller skal invitere til, at man slår sig ned. Sandet skal give kommunens yngste borgere nye legemuligheder - og imens kan mor og far tage sig en slapper. Børn og andre barnlige sjæle vil også kunne også soppe i regnvandsbassinerne på Torvet.
De første bunker sand blev mødt med en større regnskylle, men det bekymrer ikke Christian Molsing. Sandet vil løbende blive fejet sammen.
Onsdag er der koncert på plænen foran kirken. Det sker på et indhegnet område, og de 450 gratis billetter er allerede revet væk.
Men mon ikke der indfinder sig noget publikum ved "strandpromenaden" på Torvet?
Det kræver formentlig, at regnen udebliver.
For strandfornemmelsen bliver mere autentisk, hvis sol og varme også slår sig ned i bymidten.
Christian Molsing har tjekket vejrudsigten:
- Det klarer op om aftenen, onsdag, forsikrer han med et stort smil.
DAGBLADET Ringsted iagtog, da de første store vognlæs blev leveret.
I alt fire læs vil fylde op på brostenene midt i byen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her