18. oktober 2021
Socialdemokratiets Sadik Topcu mener ikke, det er et problem, at Ringsted Kommune bruger færre penge på idrætsområdet end mange andre kommuner.
gallery icon

Se billedserie

Socialdemokratiets Sadik Topcu mener ikke, det er et problem, at Ringsted Kommune bruger færre penge på idrætsområdet end mange andre kommuner.
Foto: Jens Wollesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ringsted hopper langt fremad i idrætsundersøgelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ringsted hopper langt fremad i idrætsundersøgelse
Ringsted - 14. oktober 2021 kl. 13:35
Af Mads Dam Bendtsen

I en ny kommuneundersøgelse fra DIF ligger Ringsted Kommune placeret som nummer 18 ud af 93 kommuner, når det kommer til vilkårene for de lokale idrætsforeninger.

arrow Læs også: Politikere vil se på tilskudsfordeling

Undersøgelsen vurderer og rangerer kommunerne på baggrund af 21 parametre inden for de fire hovedområder; frivillighed, faciliteter, økonomi og idrætspolitik.

Det er tredje gang, at DIF gennemfører undersøgelsen, og i forhold til den seneste undersøgelse i 2017 er Ringsted Kommune kravlet 35 pladser op ad ranglisten.

Det er især under punktet "faciliteter", at Ringsted Kommune har taget et stort spring fremad. Her er kommunen gået fra nummer 75 i 2017 til nummer 14 i år.

Ser man nærmere på de enkelte forhold, der er spurgt ind til, er der fremgang over hele linjen.

Fra foreningernes oplevelse af kommunens prioritering af nye idrætsanlæg og renovering af de eksisterende (fra nummer 61 i 2017 til nummer 5 i år) over om faciliteterne passer til og dækker foreningernes behov (fra nummer 77 i 2017 til nummer 31 i år). Også på spørgsmål om faciliteternes kvalitet og adgangen dertil hopper kommunen frem - fra henholdsvis nummer 50 og 89 i 2017 til nummer 16 og 31 i år.

Valgt at bruge penge

Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget for Socialdemokratiet Sadik Topcu, glæder sig da også over resultatet.

- Det er jo dejligt. Jeg læser fremgangen som et udtryk for, at tilbuddet af faciliteter er tilfredsstillende. Det er vigtigt for at holde vores børn, unge og unge som mig sidst i 50'erne i gang. Det er vigtigt for både trivsel, sundhed og relationsdannelsen mellem mennesker. Så vi skal glæde os over fremgangen, men også bruge rapporten til at finde huller i osten, siger han og nævner blandt andet, at der er en hel del omklædningsrum i hallerne, der godt kunne trænge til en opgradering.

Daniel Nørhave (DF), formand for Kultur- og Fritidsudvalget, er også glad for fremgangen.

- Det er altid positivt, at vi hopper frem og overhaler så mange. Det vidner om, at vi har gjort noget rigtigt. Det er ikke et bevidst mål at stige på sådan en rangliste, men det er et bevidst mål at skabe bedre vilkår, siger Daniel Nørhave og understreger, at Ringsteds placering på listen i sig selv ikke er interessant, fordi man også skal se på, om kommunen kun går frem, fordi andre kommuner har slækket på deres indsats.

Han mener, at kommunen gør meget for at skabe gode faciliteter og nævner blandt andet kunstgræsbanen i Benløse, ramblaen i sportscenteret, og at der er afsat midler til udskiftning af gulve i sportshaller.

- Jo mere idræt, folk dyrker, jo mere livskvalitet får de, og jo mindre syge bliver de. Så vi har valgt at sige, at det er et område, vi bruger penge på, siger han.

Færre penge end andre

Men kigger man i DIF's rapport, viser tallene faktisk, at Ringsted i de seneste fire år ikke har brugt lige så mange penge som mange andre kommuner.

Under området "økonomi" bliver der blandt andet kigget på, hvor mange penge kommunen bruger på idrætsområdet ud af dens samlede anlægs- og driftsudgifter og pr. indbygger.

I disse kategorier ligger Ringsted et sted mellem nummer 50 og 66. Blandt andet fremgår det, at Ringsted de seneste fire år har brugt 5,78 procent af sine anlægsudgifter på idrætsanlæg, hvor landsgennemsnittet er 10,76 procent.

Af driftsudgifter bruger Ringsted 0,89 procent på idrætsområdet. Landsgennemsnittet er 1,05 procent.

Daniel Nørhave erkender, at kommunen før i tiden ikke har prioriteret penge til idrætsområdet lige så højt, som det er tilfældet nu.

- Kigger vi tilbage, har vi ikke brugt nær så mange anlægskroner. Men med blandt andet ramblaen og udskiftning af halgulve og haltag forventer jeg, at vi kommer til at ligge på landsgennemsnittet. Vi kommer til at bruge flere penge på idræt pr. borger de kommende år, end vi har gjort de seneste år, siger Nørhave.

Gode til at prioritere

Ringsteds lavere forbrug er ikke noget, der bekymrer Sadik Topcu.

- Vi kigger på vores behov og tager stilling til det, og jeg synes, vi følger godt med behovet. Vi skal ikke bruge penge for at være med i et parameter, men hvor vi synes, vi skal etablere noget. Og det synes jeg, hele byrådet er gode til at prioritere, siger han.

På økonomifronten trækker det til gengæld op, at foreningernes økonomiske forhold er nogenlunde solide, at foreningerne mener, at kommunen prioriterer idrætsområdet økonomisk, og at de er tilfredse med kommunens tilskudsordning. Her ligger Ringsted som henholdsvis nummer 30, 24 og 15.

Samlet springer Ringsted på økonomiområdet fra en 56. plads i 2013 og en 50. plads i 2017 til en 40. plads i år.

Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk