
En lille, men effektiv arbejdsgruppe tilbragte søndag nogle timer på hundelufterområdet i Vigersted ved Vigersted for at forbedre forholdene for de firbenede venner.
Det 12.000 kvadratmeter store område ligger langs oplevelsesstien med parkering på Vigerstedvej. Der blev plantet buske flere steder langs hegnet og i midten af området blev lagt nogle træstammer, hundene kan løbe rundt om og springe op på.
Der blev også samlet masser af sten op og sået en vild blomsterfrøblanding på visse dele af området, som led i arbejdet for biodiversiteten i Ringsted Kommune.
Rustfri vandskåle blev placeret ved lågerne og ved bænken på toppen af bakken, hvor der er udsyn over området. Man skal dog selv medbringe vand.
Hundelufterområdet blev etableret først på året ved hjælp af midler fra helhedsplanspuljen og salg af "hundeaktier". Det er stadig muligt at støtte projektet ved at købe hundeaktier. Det kan Berit Galberg kontaktes om på telefon 22 21 23 25.
Vigersted Lokalråd har fået mange positive henvendelser fra brugerne af området, som er glade for, at der er så åbent, at man kan holde øje med sin hund og iagttage lågerne og se, når der kommer andre hunde.
Alle er velkomne med glade og legesyge hunde, man skal blot huske at rydde op efter sig selv og sin hund og tage hundeposen med, når man forlader området, da der ikke findes affaldsspande.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her