
Banedanmark har sendt fem forskellige løsningsforslag til en mulig udfletningsløsning ved Ringsted Station i høring. Det er de tidligere fremlagte forslag om en østlig eller en vestlig udfletning(jernbanebro) og tre nye omfartsbaner. Den ene nord for byen og en kort og en lang udgave syd for byen.
På grund af restriktionerne forårsaget af risikoen for smitte med coronavirus, har Banedanmark ikke planlagt et egentligt borgermøde i høringsfasen, der blev indledt 1. juli og varer frem til 23. august.
Det har skabt en del undren og frustration blandt Ringsted-borgere heriblandt Dansk Folkepartis viceborgmester Per Nørhave.
- Jeg har opfordret Ringsted Kommune til at kontakte Banedanmark for at få arrangeret et borgermøde omkring Banedanmarks nye forslag vedrørende jernbaneføringen i gennem Ringsted. Det mener jeg vil være på sin plads, siger Per Nørhave til Dagbladet.
Han har efterfølgende fået at vide fra den kommunale administration, at kommunen har taget kontakt til Banedanmark for at få et borgermøde i stand.
- Banedanmark har heldigvis meddelt, at de er positive overfor at deltage i et borgermøde, siger Ringsteds viceborgmester.
Han tilføjer, at borgermødet formentlig først vil blive holdt efter udløbet af høringsperioden. Han håber alligevel, at mange vil deltage i et borgermøde og give deres mening til kende.
Selvom det er efter høringsperiodens udløb er det stadig muligt at påvirke Banedanmarks beslutning, mener Per Nørhave og tilføjer:
- Jeg mener fortsat, det er meget vigtigt at kæmpe for, at alle tog standser på Ringsted Station. Jeg vil sammen med mine partifæller på Christiansborg kæmpe for Ringsted i denne sag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |