
Kundestrømmen til de omkring 50 butikker i Ringsted Outlet stiger fortsat markant, og det samme gør kundernes lyst til at bruge penge i forbindelse med besøget. Det viser Ringsted Outlets regnskab for 2018.
Centeret er nået op på to millioner besøgende, hvilket er en stigning på syv procent i forhold til det hidtidige rekordår i 2017.
- Regnskabet afspejler endnu et godt år for Ringsted Outlet, hvor vi har fortsat den positive udvikling både på udlejningssiden - og ikke mindst i butikkerne, hvor omsætningen steg med 13.7 procent, siger center manager Jeanette Jussing Amdal.
Butikkernes omsætning offentliggøres ikke, men ligger ifølge Jeanette Jussing Amdal samlet pænt over 400 millioner kroner.
Den store interesse for outlettet smitter af på interessen for at leje sig ind i centeret. Her har der i 2018 været en udlejningsprocent på 97, hvilket har resulteret i en lejeindtægt på 20 millioner kroner.
De mange positive rekorder kan ses på indtjeningen for ejerne, TK Development og Capman Real Estate, der tjente 65,5 mio. kroner i 2018, hvilket er en fordobling i forhold til året før.
En markant del af overskuddet skyldes dog, at ejerne har tilbageført 59,6 millioner kroner, som oprindeligt var afsat til nedskrivning på projektet.
Dermed er Ringsted Outlet godt rustet til den ønskede udvidelse, der inden for et par år skal tilføre outlettet yderligere 25 butikker og flere restauranter og parkeringspladser.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her