
Det er en erfaren leder med stor faglig indsigt fra såvel den kommunale verden som uddannelsessektoren, der tiltræder stillingen som ny direktør for FGU Midt- og Østsjælland, fortæller bestyrelsesformand og Ringsted-borgmester Henrik Hvidesten.
Jesper Madsen overtager per 1. april 2020 ansvaret som direktør for FGU Midt- og Østsjælland, der dækker kommunerne Ringsted, Sorø, Faxe, Stevns og Køge. Blandt de tre FGU-afdelinger er den ved Campusskolen i Ringsted.
Jesper Madsen kommer til FGU Midt- og Østsjælland med ledererfaring senest fra en stilling som skole- og dagtilbudschef i Kommuneqarfik Sermersooq i Grønland. Forud for det var han rektor og uddannelseschef på CELF - Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster.
Med sin ledelseserfaring og indgående kendskab til uddannelsessektoren skal Jesper Madsen nu stå i spidsen for en uddannelsesinstitution, der siden august 2019 har tilbudt unge under 25 år en forberedende grunduddannelse (FGU), der ruster dem til videre uddannelse eller job.
- Den Forberedende Grunduddannelse (FGU) henvender sig til unge under 25 år, der hverken har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse og har behov for en afklaring.
- I alt er der etableret 27 selvejende, regionale FGU-institutioner landet over.
- FGU Midt- og Østsjælland dækker kommunerne Ringsted, Sorø, Faxe, Stevns og Køge. Områdets tre FGU-skoler er placeret ved Campusskolen i Ringsted, i lokalerne hos VUC Storstrøm i Faxe og på Klemmenstrupgård i Køge.
- FGU har erstattet en række eksisterende forberedende uddannelsesforløb for målgruppen. Det drejer sig om produktionsskole, kombineret ungdomsuddannelse (KUU), erhvervsgrunduddannelsen (EGU) samt almen voksenuddannelse (AVU), ordblindeundervisning for voksne (OBU) og forberedende voksenundervisning (FVU).
- FGU'en skal løse en vigtig opgave med at få flere unge godt videre i uddannelse og beskæftigelse. Jeg glæder mig til at komme helt tæt på uddannelsen og give mit bidrag til at støtte den gruppe af unge, som har brug for FGU'en for at komme godt videre efter grundskolen, udtaler han i en pressemeddelelse.
FGU Midt- og Østsjællands bestyrelsesformand og borgmester i Ringsted Kommune, Henrik Hvidesten (V), fortæller, at man i rekrutteringsprocessen har stået over for et stærkt ansøgerfelt.
Formanden ser nu frem til, at den nye direktør tiltræder sin stilling, så arbejdet med at videreudvikle FGU-institutionen i en retning, så flest mulige unge mennesker i målgruppen kan blive hjulpet godt videre i livet kan fortsætte.
- Det er en erfaren leder med stor faglig indsigt fra såvel den kommunale verden som uddannelsessektoren, der tiltræder stillingen som ny direktør. Vi føler os sikre på, at vi med ansættelsen af Jesper får en direktør, der kan bidrage til, at FGU Midt- og Østsjælland bliver en stærk spiller på uddannelsesområdet, siger Henrik Hvidesten.
Direktør-stillingen blev ledig 31. januar, da Tommy Sylvest fratrådte til fordel for jobbet som rektor for Politiskolen i Danmark.
Afdelingschef Henrik Bøll Larsen er af bestyrelsen udnævnt til konstitueret direktør frem til 1. april.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her