31. juli 2021
Lars Wildt har været leder af Plejecenter Solbakken i lidt over et halvt år. Han er oprindeligt uddannet sygeplejerske.
gallery icon

Se billedserie

Lars Wildt har været leder af Plejecenter Solbakken i lidt over et halvt år. Han er oprindeligt uddannet sygeplejerske.
Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Leder af plejecenter: Min dør står altid åben for borgerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Leder af plejecenter: Min dør står altid åben for borgerne
Opdateret 20. juni 2021 kl. 10:48
Ringsted - 20. juni 2021 kl. 10:27
Af Alexander de Summer-Brason Welford

Lars Wildt byder DAGBLADET inden for på sit kontor på Plejecenter Solbakken i det centrale Ringsted.

Den nye leder af stedet er iført hvid skjorte og sorte bukser og råder over et pænt og nydeligt kontor, hvor tingene efterhånden har indfundet sig med sine faste pladser.

Stempelkanden har han allerede sørget for. Vi sætter os, mens den trækker.

- Jeg er blevet taget rigtig godt imod. Der er en rigtig god stemning på Solbakken, så det har været enkelt. Men jeg tænker også, at det har noget at gøre med, hvem man er som person. Hvis man selv er tillidsgivende, så tror jeg også, at det er nemmere, siger Lars og skænker kaffen op.

Leder i et halvt år
Lars Wildt har mere præcist været leder af Solbakken siden oktober sidste år. Han har været i det private i mange år, men hans fortid trak i ham for at komme tilbage til et sted som Solbakken, forklarer han:

- Jeg er oprindelig uddannet sygeplejerske, så jeg kunne godt tænke mig at komme tættere på mit fag igen. I mange år har jeg også siddet i administrationen, så jeg ville også gerne tættere på borgere og medarbejdere igen.

- Jeg har været i gang i rigtig mange år i mange forskellige jobs, hvor der har været knald på, så det der med at lande et sted, hvor jeg kan være med til at forme tingene, det ser jeg meget frem til, fortsætter Lars Wildt, der fra sit kontor har direkte udsigt til borgerne.

- Jeg har jo en del møder, kan man sige, men jeg prøver at komme så meget ud blandt borgere og medarbejdere, som jeg kan. Nogle gange slår jeg forbi og laver en runde for at tage en snak, siger han og føjer til:

- Vi skal have respekt for vores borgere, som har levet et langt liv. Hvis man skal have livskvalitet, så skal man også have mulighed for at påvirke tingene. Når man først flytter herind, er der en organisation, som skal gøre det så hjemligt som overhovedet muligt. Det er vigtigt, at borgerne skal kunne tage fat i mig, hvis de har nogle ønsker. Det kan være stort som småt. Min dør er altid åben. Det gælder både for medarbejdere og borgere.

Det gode liv er vigtigt
Det vigtigste for Lars Wildt har netop været at sætte nogle initiativer i gang, der kan skabe livsglæde for borgerne.

- På et tidspunkt skal vi jo også på plejehjem, og vi vil jo også gerne leve det liv, vi har gjort før, så det gode liv her er vigtigt, pointerer han og uddyber:

- Vi har generationscaféen hernede sammen med Café Ingeborg, som vi har sat i værk. Her er tanken, at borgerne skal med ud, så vi kan samle alle forskellige aldersgrupper. Ellers er vi i gang med flere større projekter. Et hedder Projekt Nord, som handler om rehabiliterende og individuel omsorg, og så går vi i gang med et projekt sammen med Sundhedsstyrelsen omkring værdighed til efteråret. Sammen med Café Ingeborg går vi også i gang med at lave nogle nyttehaver her. Jeg har altid været vant til at arbejde med omkringliggende omgivelser, og det er også tanken med Solbakken, at vi skal være en synlig del af Ringsted by.

Corona og strejke
På trods af de mange tanker og idéer for fremtiden har den nærmeste fortid og nutid også været præget af sine udfordringer. Covid19 var et vilkår, da Lars Wildt startede. Det har fyldt meget og gør det stadig.

- Men nu er sommeren så kommet, vi har taget mundbindene af og folk er blevet vaccineret, så det er godt, konstaterer han.

- Jeg var så heldig, at jeg blev vaccinationskoordinator i Ringsted Kommune. Det har jeg været siden starten af året. Jeg har koordineret alle vaccinationer her i Ringsted Kommune på vores plejecentre og på socialområdet. Det har fyldt rigtig meget og været utroligt spændende, fortæller han.

Hvordan har du balanceret den opgave med opgaven som leder her?

- Jeg synes, at jeg har et meget godt overblik. Jeg har været forstander før, og så vil jeg sige, at jeg har nogle fantastiske ledere og medarbejdere her, og det ville ikke kunne have ladet sig gøre uden dem, så stor ros til dem. Solbakken har en god drift, understreger Lars Wildt.

Han står nu over for en ny udfordring i form af den sygeplejerskestrejke, der rammer Ringsted på i dag.

- Det er jeg ikke bekymret for, lyder det prompte fra Lars Wildt.

- Jeg tænker, at vi også løser den opgave, uden at det går ud over borgerne. De kommer også til at få pleje og omsorg under konflikten. Det, der ligger i nødberedskabet, er, at der stadig er sygeplejersker på de livstruede borgere, og sådan som udviklingen har været, så har vi jo stort set kun SOSU'er på i dag, som kan give borgerne medicin og så videre, så vi er godt stillet. Ledelsen er jo på, og vi har en skærpet opmærksomhed på det her, så vi kan handle på tingene, betrygger han.

Eftertænksomhed
Lars Wildt føler sig generelt heldig med at være landet et sted som Ringsted.

Selv bor han i Nordsjælland og har arbejdet det meste af sit liv i Storkøbenhavn. Men Ringsted Kommune kører i et andet tempo og er præget af en eftertænksomhed, han ikke har oplevet før.

- Der er en stor opmærksomhed og hjertelighed på tværs både i forhold til borgere og medarbejdere, hvor der bliver talt enkelt til hinanden. Der er også en anden form for eftertænksomhed her end i forhold til det københavnske. Mange af borgerne her har jo for eksempel boet hele livet på landet blandt køer, marker og traktorer, og det er lidt sjovt at høre om. I det ligger der også en vis hastighed og eftertænksomhed, som er enormt berigende. Og så er der også en stolthed over at komme fra Ringsted, siger Lars Wildt, der mener, at plejeområdet er godt prioriteret i kommunen.

- Fordelen er, at kommunen ikke er så stor. Vi har tre plejecentre, så der er et godt overblik over det. Synergieffekten er god. Jeg oplever ikke, at det er svært at lave ting på kryds og tværs, som nok er et storbysfænomen, hvor det kan være svært. Det kan man bedre her, siger han.

Du har prøvet mangt og meget i dit arbejdsliv. Hvor længe kommer du til at være her, tror du?

- Jeg kan ikke sætte tal på, men jeg er rigtig glad for at være her, fordi jeg kan være med til at præge tingene. Der er en god ånd her, siger han og vender bunden i vejret på kaffekoppen og samtalen.

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk