29. oktober 2020
Dyb koncentration. Kobberlægger i gang med at hamre skilningerne sammen. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Dyb koncentration. Kobberlægger i gang med at hamre skilningerne sammen. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kom med: Nyt kirketag bankes på plads

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kom med: Nyt kirketag bankes på plads

Blikkenslagere er i øjeblikket i fuld gang med at lægge nyt tag på Sct. Bendts - DAGBLADET var med på én ud af otte måneders arbejdsdage.

Opdateret 19. september 2020 kl. 06:37
Ringsted - 19. september 2020 kl. 06:17
Af Nikolaj Kennov Rasmussen

Det hamrer og banker fra det høje i disse dage.

Bank-bank-bank. Som en tør, insisterende taktart, der forfølger alle rundt i midtbyens gader, men som bliver højere og højere jo tættere, man kommer på Sct. Bendts.

Selvom hammerslagene stammer fra Guds hus, er det dog ikke ikke tømreren Josef, der svinger hammeren, men kobberlæggerne fra VVS-firmaet Erik Nielsen.

De har været i gang siden sidste onsdag med kirketaget, der efter diverse lapninger og lækninger blev besluttet udskiftet i begyndelsen af året.

Nu kan de - og alle os andre - se frem til otte måneders hamren og banken.

- Ej, nu kan alle og enhver se, at du bruger handsker, griner Kenneth Ottergren, der er tovholder på taglægningen i Ringsted til én af kollegerne, der er i fuld gang med at hamre kobber fast på tagryggen overfor fotografen.

- Sådan er det jo, når man lægger mange tage, svarer kobberlæggeren, inden han banker videre forsikret mod hård hud og flækkede negle.

Der er i øjeblikket tre blikkenslagere tilstede ved kirken, mens projektets fjerde mand er hjemme på værkstedet i Hillerød for at lave tagplader. Foto: Kenn Thomsen

Kobberlæggerne, eller blikkenslagerne som de egentlig er, hos Erik Nielsen VVS ved, hvad de snakker om.

Historisk tagskifte
  • Det gamle kobbertag på tårnet skal skiftes, og ny kobber er som bekendt brunt. Den grønne farve kommer først efter mange års påvirkning af vind og vejr.
  • Der går formentlig op imod 50 år før et nyt kobbertag får den grønne farve. Man kan for eksempel se på taget på Klostermarkskirken, her er tagpladerne stadig brune.
  • Når det patinerede tag på kirkens tårn nu skal skiftes, så er det fordi, det er utæt og udslidt.
  • Sidst kobbertaget blev skiftet var i forbindelse med renoveringen af kirken omkring år 1900.
  • Opgaven med at skifte taget begyndte først i august. Det forventes, at arbejdet vil tage cirka seks måneder. Det lyder måske umiddelbart af meget, men det er en stor flade, som skal skiftes.

De har tidligere lagt kobbertag på de alle de helt store bygningsværker, bl.a. Kronborg Slot i Helsingør, Frederiksborg Slot i Hillerød og Amalienborg.

Selvom opgaven her i Ringsted er noget mindre, er den lige så spændende, som alle de andre, understreger Kenneth Ottergren.

- Det er sjovt at lægge tag på de historiske bygninger. Vi laver på præcist samme måde, som de lavede det for 150-200 år siden, siger han og klapper stilladset:

- Den eneste forskel er, at vi har fået lidt bedre stilladser. Ellers laver vi det hele i hånden.

Et rigtigt håndværk

Kenneth Ottergren kom ind i branchen som nyuddannet blikkenslager for 30 år siden.

Dengang hed firmaet det samme, som det hedder i dag. Grunden til, at han er blevet så længe hos Erik Nielsen VVS, er de alle de store opgaver, Hillerød-firmaet bliver ved med at vinde. Derudover selve håndværket.

- Det er spændende, for det er et rigtigt håndværk. Alt bliver formet i hånden, og så er det simpelthen mere udfordrende at lave kvister på tagrygge end tagrender, siger Kenneth Ottergren, der håber på at trække flere lærlinge til.

- De er svære at få, men jeg kan forsikre, at lige så snart, de får hammeren i hånden, bliver de bidt af det, siger han og tilføjer:

- Det er til gengæld også den eneste måde at lære det på.

Kobberet specialfremstilles hos Erik Nielsen i Hillerød, inden det køres til Ringsted, hvor det i første omgang rulles på tagkonstruktionen. Foto: Kenn Thomsen

Siden kobberlæggerne lagde ud i sidste uge, har der ikke været mange nævneværdige udfordringer.

Tømrerne skulle lige blive helt færdige med at lappe de få huller i tagkonstruktionen, der var i dårlig stand, og så længe temperaturen holder sig over 3-4 grader henover vinteren, er Kenneth Ottergren fortrøstningsfuld.

- Det må ikke blive koldt, for så risikerer der at gå sprækker i kobberet, og så må vi indstille arbejdet, siger han.

Bliver ikke grønt foreløbig

Når kirketaget står færdig til april 2021, vil det først være skinnende, siden brunt.

Det velkendte grønne kobbertag må man vente længe på.

- Med tiden bliver det grønt, men spørgsmålet er, om vi får det at se i vores levetid, siger han og slutter med en forsikring til ringstederne.

- Det skal nok blive flot uanset hvad!

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk