

Se billedserie

Klinikken Kiropraktorerne Ringsted har efter en længere årrække hos privathospitalet på Haslevvej i Ringsted valgt at leje nye faciliteter, som bedre kan opfylde klinikkens aktuelle og fremtidige pladsbehov.
Derfor har de fire ejere i et samarbejde med ejendomsmæglerfirmaet Nordicals og Glunz og Jensen opnået enighed om en lejeaftale i Glunz & Jensens tidligere hovedsæde i Selandia Park 1 i Ringsted.
- Vi lejer 450 kvadratmeter i Selandia Park 1, siger Lotte Langhoff på vegne af sig selv og de tre øvrige ejere af Kiropraktorerne Ringsted Annie Mikkelsen, Mette Graae Petersen og Bue Bonderup Hesby.
Klinikken har i øjeblikket yderligere to kiropraktorer tilknyttet. Det er Gitte Lasgaard Jacobsen og Eleonor Jönsson, som begge er ansatte i klinikken.
Desuden er der indgået aftale med massør Tanja Krog Sørensen, som skal leje sig ind.
- Vores mål er på sigt at udvide med endnu flere behandlere, heriblandt fysioterapeuter, da vi oplever, at vores kunder ofte har brug for flere forskellige typer af behandlinger, forklarer Lotte Langhoff.
- Kiropraktorerne Ringsted har en lang historie.
- 1. april 1939 åbnede B. Frost Andersen sin klinik på Torvet i Ringsted - som en af de første i landet.
- I 1976 kom Jens Jacobsen til, og i 1979 overtog han klinikken og flyttede den til Jernbanevej.
- I 1983 blev Annie W. Mikkelsen medejer, og i 2001 flyttede de klinikken til Sct. Knudsgade.
- I 2003 grundlagde de Privathospitalet Valdemar, som i en årrække hed Hospitalet Valdemar og flyttede til Haslevvej. Det er nu ejet af Aleris Hamlet.
- Efter 36 år lagde Jens Jacobsen arbejdet som praktiserende kiropraktor på hylden og solgte sin del af Kiropraktorerne Ringsted per 1. juni 2012 til Mette Graae Petersen for at koncentrere sig om at være direktør for Hospitalet Valdemar, der blev skabt på skuldrene af Kiropraktorerne Ringsted.
- I marts 2016 solgte Jens Jacobsen og Annie W. Mikkelsen Hospitalet Valdemar til Aleris-Hamlet Hospitaler.
- Ejerskabet af kiropraktorerne Ringsted er i dag delt mellem Lotte Langhoff, Annie Mikkelsen, Mette Graae Petersen og Bue Bonderup Hesby.
Klinikken flytter ud af de nuværende lokaler hos privathospitalet Aleris Hamlet på Haslevvej i slutningen af februar og byder kunderne velkommen et par hundrede meter væk i Selandia Park 1 den 1. marts.
- Der skal ske en større ombygning for at omdanne de nuværende storrumskontorer til en klinik med reception, trænings-/foredragssal, personalerum med køkken, og en række mindre behandlingsrum heriblandt et rum, som er reserveret til en ny ultralydscanner. Vi satser på, at det kun bliver nødvendigt at holde lukket en dag eller to, oplyser en forventningsfuld Lotte Langhoff til DAGBLADET.
Hun ser frem til, at der nu kan skabes en mere samlet klinik og et bedre behandlingsforløb for kunderne, samtidig med at man opretholder samarbejdet med privathospitalet Aleris Hamlet.
I Selandia Park 1 skal klinikken blandt andet dele adresse med Sofakompagniet og en lille Glunz & Jensen afdeling, som nu danner satellitkontor til virksomhedens nye hovedkontor på Fyn.
Kiropraktorerne Ringsted får dog egen indgang, der fører direkte ind til klinikkens reception.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her