

Se billedserie
Lige siden Ringsted blev valgt til årets juleby i 2005 og 2008 har familien Fenger Hansen i MK Illuminations afdeling i Benløse ønsket sig meget mere lys i vintermørket, end de allerede laver i forvejen i byen.
Det får firmaet nu lov til, efter at byrådet mandag sagde ja til deres ansøgning om at indrette hele Lystanlægget til lysskulpturfestival i en hel måned op til jul.
Firmaet er lysleverandører til for eksempel jul og halloween i Tivoli Friheden iAarhus, til julen i Københavns Zoo og til halloween i Djurs Sommerland - alle steder har højsæson om sommeren.
- Vi har efterhånden fået mange års erfaring i at skabe sæsoner udenfor hovedsæsonen for vores kunder, så de kan trække folk til og forlænge oplevelsen hos dem. Nu vil vi gerne skabe noget for os selv, forklarer Rasmus Fenger Hansen, projektmanager i lysfirmaet.

Skulpturerne bliver for de flestes vedkommende unikke og skabt til formålet. Her er en af firmaets lysende dyr fra en af de juleudstillinger, firmaet laver mange af mange steder. Foto: MK Illumination
Festivallen i Lystanlægget bliver derfor en lysende legeplads, som kommer til at vise elementer, man ikke kan se andre steder.
- Vi vil gerne skabe en legeplads, hvor vi kan prøve ting af og skabe ting, der ikke er set før. Vi tager mange flere elementer ind, som man ikke kender. Det bliver heller ikke kun jul. Vi vil gerne gøre oplevelsen bredere, fordi det er i den mørke tid, så der kommer mange andre, sjove elementer indenfor lys, fortæller Rasmus Fenger.
Netop i år er han på firmaets vegne endnu mere glad for, at byrådet er med på projektet.
- Nu har vi haft så mange kedelige måneder, hvor folk har været så begrænsede. Det er derfor et bedre tidspunkt end nogensinde før at få skabt en ny oplevelse i byen, hvor vi selv bor, så vi får lavet noget mere liv og sætter Ringsted endnu mere på landkortet indenfor julen i de mørke måneder, mener Rasmus Fenger.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her