

Se billedserie
Det var en flok meget spændte og forventningsfulde børn fra Idrætsbørnehuset Springfidusen i Sct. Bendtsgade, der tirsdag formiddag den 3. december gik de få skridt over gårdspladsen til Danhostel Ringsted Vandrerhjem.
Børnene var spændte, fordi de med deres eget julepynt skulle pynte vandrerhjemmets juletræ.
Inden børnene fik lov til at hænge de flotte hjerter, julestjerner og farverige guirlander op på træet, sang de »Højt Fra Træets Grønne Top«, »På Loftet Sidder Nissen Med Sin Julegrød« og »Der Bor En Lille Nissemand«.
Endelig blev det så tid til at hænge julepynten op, og det var nogle meget stolte børn, der hang pynten på træet.
- For os er hyggeligt, at børnene fra Idrætsbørnehuset Springfidusen kommer over og pynter vores juletræ. Vi har fuldt belagt på vandrerhjemmet i øjeblikket, og der er flere som bor her i længere tid. Træet er blevet vældig flot, og jeg er sikker på, at vores gæster synes godt om pynten, sagde forpagter på Danhostel Ringsted Vandrerhjem, Majanita Hansen.
- Som tak for hjælpen med at klippe julepynt og hænge det op på træet, er der nu æbleskiver og saftevand til jer, sagde hun børnene, der pænt satte sig ved bordet og nød lækkerierne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her