23. februar 2020
Jan Nørager Laursen spiller selv aktivt med i truppens forestillinger. Søndag var han budbringer, da Dei Gratia i Haraldsted Kirke gav en smagsprøve på, hvad der venter sig under Ringsted Middelalderfestival.
gallery icon

Se billedserie

Jan Nørager Laursen spiller selv aktivt med i truppens forestillinger. Søndag var han budbringer, da Dei Gratia i Haraldsted Kirke gav en smagsprøve på, hvad der venter sig under Ringsted Middelalderfestival.
Foto: Jens Wollesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jan skifter RAM og firewall ud med kors og munkekutte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jan skifter RAM og firewall ud med kors og munkekutte
Opdateret 17. januar 2020 kl. 10:39
Ringsted - 17. januar 2020 kl. 07:09
Af Ulla Jensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Den første sommer i 2014 sad jeg bare på bopladsen og snittede gulerødder i noget simpelt tøj, som én havde i overskud. Og så spurgte de, om jeg ville være med i kongens følge. Jeg fik et rødt slag og en hat på og gik rundt dér. Andet gjorde jeg ikke.

- Så begyndte jeg at komme til møderne og at læse om historien. Jeg vidste ingenting, og jeg brugte en formue på købe ting, som senere blev smidt ud igen, fordi det ikke var tidssvarende.

arrow Læs også: Middelalderfestival blev skudt i gang med et betydningsfuldt mord

Sådan fortæller Jan Nørager Laursen, der er formand for Ringsted Middelalderforening Dei Gratia.

Foreningens vigtigste formål er alt levere små skuespil eller »enactment«, som det også kaldes, til Ringsted Middelalderfestival - og andre festivaler, når lejligheden byder sig.

Til hverdag arbejder Jan Nørager Laursen som it-konsulent i Region Sjælland.

Men i sin fritid fordyber han sig i en helt anden verden. Han er optaget af historien omkring middelalderen og især af at formidle sin viden til nutidens mennesker.

  • Dei Gratia betyder "Af Guds Nåde".
  • Truppen har i dag cirka 25 medlemmer, heraf udgør de mest aktive 10-12 personer.
  • Museum Vestsjælland har forud for Ringsted Middelalderfestival tildelt Dei Gratia en instruktør.
  • Dei Gratia søger personer, der ønsker at medvirke, så persongalleriet kan udvides.
  • Man skal forvente at skulle bruge cirka fem weekender på at øve frem mod festivalen.
  • Kontakt Jan Nørager Laursen: 20 25 95 96
  • Ringsted Middelalderfestival afvikles hvert andet år.
  • I 2020 er det fra den 26.-28.juni.
Læste Saxo fire gange

Og da han først er blevet blevet indrullet i teaterverdenen, bliver Jan Nørager Laursen hurtigt bidt af både fællesskabet, udelivet og det historiske islæt.

- Man lærer mere og mere. Og jo mere man dykker ned i historien, jo mere spændende bliver det, fortæller han.

Selv har han læst Saxo's Danmarkshistorie fire gange. For hver gang er han nået et lag dybere ned i fortællingen. Men det kan stadig være svært at hitte rede i de mange dramatiske begivenheder, som datidens danere deltog i for derved gradvist at forme landet til det, det er i dag.

For eksempel er det en skelsættende begivenhed, da Valdemar den Store for 850 år siden både indvier den nybyggede Sct. Bendts Kirke, får sin afdøde far, Knud Lavard helgenkåret og får kronet sin søn.

Derved indleder han nemlig i praksis tronfølgen i Danmark.

Så når "skuespillerne" mødes og øver sig, når de studerer opskrifter på middelalderens retter og når de stiller op i sværdkamp foran publikum, er det med et gran af alvor:

- Det er ikke bare rollespil. Vi arbejder på at formidle middelalderen, som den var. Både i det tøj og de sko, vi går i, og i dét, fortæller Jan Nørager Laursen.

Man skal nemlig ikke have været med ret længe, før man bliver klar over, at selv den mindste fingerring eller hat skal være historisk korrekt. Ingen smutveje her.


Det historiske optager formanden for Dei Gratia. Foto: Thomas Olsen
En tår vin ved bålet

Middelalderfestivalen rummer sin helt egen livsstil. Man bor og arbejder i lejren, og om aftenen samles man omkring den levende ild. Næsten som i den virkelige middelalder, hvor fællesskabet ikke skulle konkurrere med et elektroniske skærm-mekka.

- Man hygger sig omkring et bål, får en tår vin og brænder nogle sjove historier af. Det er en menneskelig universel ting. Det har vi gjort i 1000 år. Det kan vi allesammen menneskeligt genetisk forholde os til. Det føler jeg i hvert fald, siger Jan Nørager Laursen.

Og så har det en vis betydning at forene før med nu:

- Jeg har altid været meget historisk interesseret. Vores verden i dag går så stærkt. Det gjorde den altså ikke i middelalderen. Hvis du skulle have en ske, måtte du snitte den selv. Alt, hvad du skulle bruge i din husholdning, måtte du lave selv eller bytte dig til. Det er meget symbolsk i forhold til i dag.

Det jordnære liv havde også et par ulemper:

- Magtstrukturen var så en anden. Den sikkerhed, vi har i dag, var ikke en del af middelalderen. Du var underlagt den stærke. Hvis du havde slået en mand ihjel, kunne du slippe for straf, hvis du kunne få 12 mænd til at sværge for dig. Det hed en tylter-ed. Det var en formynderstat, ikke en demokratisk stat, som vi har i dag.

Dramatisk tid

Dei Gratia koncentrerer sig om at formidle det, de kalder Valdemarernes historie.

- Valdemartiden er efter min opfattelse noget af det mest spændende, for hele vore infrastruktur blev grundlagt der. Alle vores kirker er fra den tid, siger Jan Nørager Laursen

Han genkender også en masse i de historiske personer, der knytter sig til Valdemarene. Særligt Valdemar den Store, der levede som plejebarn hos Asser Rig i Sorø. Han blev et stort aktivt for familien, herunder fosterbrødrene Absalon og Esbern, der fik hver deres betydningsfulde rolle i samtiden, men som stod last og brast med Valdemar den Store.

- Jeg var selv anbragt som barn, så jeg kan nemt relatere mig til den fortælling, siger Jan Nørager Laursen, der uden problemer ryster yderligere et hav af historier af sig fra den historiske epoke, når han taler.

Der er derfor al mulig grund til at glæde sig, hvis man skulle støde ind i den kutteklædte it-konsulent - eller én af hans medsammensvorne - under Ringsted Middelalderfestival.

Der er masser af historier, indsigt og lærdom at hente, både som fortællinger midt i folkemængden og som dramatiske teateroptrin under åben himmel.

Og har man selv lyst til at være med står Dei Gratias døre åbne. Der er god plads til at få flere - især fra Ringsted-egnen - indlemmet i truppen.

Ringsted Middelalderfestival afvikles fra den 26. til den 28. juni 2020.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk