
Konservatives gruppeformand i byrådet i Ringsted Finn Andersen ærgrer sig over, at Lars Tegl Rasmussen har valgt at forlade byrådsgruppen og blive løsgænger.
- Jeg fik det først at vide i formiddag. Det giver os nogle ekstra udfordringer, at vi nu skal føre konservativ politik med et mandat mindre i byrådssalen. Jeg håber dog, at Lars Tegl fortsat er indstillet på at samarbejde med os, siger Finn Andersen.
Han fortryder ikke, at Konservative i søndags valgte at gå med i budgetforliget for 2019, selv om det blandt meget andet indeholdt en bevilling på over to millioner kroner til den kommende café-bygning på Torvet.
- Omkostningerne ved at stå uden for budgetforliget var for store, og derfor måtte vi sluge en kamel. Vi har tabt kampen om Torvet og torvebygningen, og derfor er vi nødt til at komme videre, påpeger gruppeformanden.
De tilbageværende byrådsmedlemmer Andreas Karlsen og Finn Andersen skal nu mødes med bestyrelsen i den lokale vælgerforening for at få diskuteret, hvordan man håndterer den nye situation.
- Lars Tegl sidder i to udvalg, som Andreas og jeg nu skal til at sætte os mere ind i. Det skal vi have drøftet, hvordan vi håndterer, siger Finn Andersen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her