
Medejer af Midtsjællans Byggeservice Lars Nila Nielsen kan torsdag 14. januar fejre sin 50 års fødselsdag sammen med sin nærmeste familie.
Coronarestriktionerne sætter i øjeblikket en stopper for en større fejring, men det er ikke noget, som vælter den energiske og initiativrige fødselsar.
Han har rigeligt med opgaver, som han er i gang med at realisere i blandt andet det lokalt forankrede byggefirma og i håndboldklubben TMS Ringsted.
- Min mission er at få projekter til at lykkes, når jeg kaster mig ud i dem. Jeg accepterer ikke bare et nej for nej, og jeg oplever, at min frækhed og mit gåpåmod lønner sig, siger Lars Nila Nielsen.
Han nævner blandt andet sit engagement i at få gjort daginstitutionen Stakhavegård på Frejasvej i Ringsted til en varig integreret daginstitution. Projektet lykkedes efter et stærkt forældresamarbejde.
- Her fik vi gjort lokalpolitikerne opmærksomme på, at det var den bedste løsning at gøre den midlertidige velfungerende daginstitution permanent. Det er sådan nogle ting, jeg glæder mig over kan lykkes, siger Lars Nila Nielsen.
Han lægger ikke skjul på, at han gerne arbejder på de indre linje som lobbyist for at få tingene til at lykkes.
- Jeg er også blevet spurgt, om jeg ville involvere mig i lokalpolitik, men det har jeg sagt nej til. Jeg vil hellere nøjes med at stikke lidt til politikerne, når jeg synes, at de er blevet lidt for magelige, siger fødselaren.
En af Lars Nila Nielsens store arbejdsopgaver er arbejdet med at få håndboldklubben TMS til at stråle på bedst mulige vis.
Han har et tæt samarbejde med direktør Henrik og Dudek og de andre ildsjæle i klubben.
- Jeg nyder at være med i maskinrummet sammen med Henrik Dudek. Jeg synes virkelig, at klubben er i udvikling, og nu må vi se, om vi ikke kan bide os fast i ligaen, siger Lars Nila.
Han glæder sig også til at komme i gang med opførelsen af pavillonen på torvet i Ringsted.
- Det er vigtigt for Midtsjællands Byggeservice, at vi også er med til at skabe nye bygninger lokalt. Jeg er stolt over, at jeg kan være med til at rådgive kommunen til at få det bedst mulige resultat, påpeger han om opførelsen af den omdiskuterede pavillon, der får café og toiletter.
Fredag går Midtsjællands Byggeservice i gang med at rigge byggepladsen til.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her