En tricktyv præsenterede sig mandag som en navngiven medarbejder fra Midt- og Vestsjællands Politi i Ringsted, da han søgte at fravriste personlige oplysninger fra to tilfældige kvinder.
Politiet blev opmærksomme på den frække tricktyv, da en 42-årig kvinde fra Præstø ringede op til Midt- og Vestsjællands Politi for at spørge efter en navngiven medarbejder på politistationen i Ringsted.
Årsagen var, at hun ca. 15 minutter tidligere var blevet ringet af en ukendt person, hvis telefonnummer havde fremstået som Midt- og Vestsjællands Politis hovedtelefonnummer 46 35 14 48.
Den ukendte mand havde oplyst til kvinden, at han skulle kigge nærmere på et mistænkeligt banklån, som den 42-årige skulle have optaget i en bank.
Da den 42-årige tidligere på formiddagen havde modtaget et uønsket opkald uden tale fra et telefonnummer, som hun ikke kendte, blev hun i forbindelse med dette opkald så mistænksom, at hun ville lave en kontrolopringning til Midt- og Vestsjællands Politi.
Hun fik fat i den navngivne medarbejder, som intet kendte til det foretagne telefonopkald og i øvrigt ikke talte med den accent, som den ukendte mand i telefonen havde talt med. Den 42-årige havde i øvrigt heller ikke optaget et lån som påstået af den ukendte mand.
Klokken 14.18 henvendte en 64-årig kvinde fra Odense sig også til Midt- og Vestsjællands Politi for at spørge efter den samme navngivne medarbejder efter et telefonopkald fra en ukendt mand, hvis telefonnummer havde fremstået som Midt- og Vestsjællands Politis hovedtelefonnummer 46 35 14 48.
Hun gav samme beskrivelse af optakten, som hun gennemskuede som et muligt forsøg på at franarre hende personlige oplysninger.
Hun valgte derfor klogeligt at ringe kontrol til Midt- og Vestsjællands Politi, hvor den pågældende medarbejder på politistationen i Ringsted stadig intet kendte til sådanne opkald.
Politiet undersøger nu sagerne nærmere i et forsøg på at få identificeret den mand, der formodes at ville have udleveret nogle personlige oplysninger fra de to kvinder, så han kunne misbruge deres identitet og personlige oplysninger til en eller anden form for økonomisk kriminalitet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her