

Se billedserie
Sirligt dekorerede fuglehuse og farvestrålende malerier fanger øjet, mens man bevæger sig mod bankens skydedør, der, da den glider til side, baner vejen for en rød løber.
Indenfor er to musikanter ved at sætte et trommesæt op, og lokalet, der almindeligvis er reserveret til økonomisk rådgivning og koncentreret skrivebordsarbejde, summer af liv og småsludren.
Fredag bød Nykredit i Ringsted på fernisering, og udstillingen, der pryder vinduerne, er et udsnit af værker fra Byg1by, Cafe Ingeborg og malerskolen Liv i Roskilde.
Udstillingen er arrangeret af Byg1by, der samler penge ind til det fattige afrikanske land Burundi ved at bygge fuglehuse.
Fuglehusene bliver udsmykket af kunstnere fra hele landet, og bagefter bliver de solgt. Pengene går til velgørenhed.
Til at åbne udstillingen var borgmester Henrik Hvidesten (V) mødt op, og han sparede ikke på de rosende ord.
- Jeg vil gerne sige tak for det store engagement, medansvar og sociale ansvar, som i udviser. Jeg er glad for, at et så flot projekt er tilknyttet Ringsted Kommune på sådan en fin måde, lød det fra borgmesteren, da han holdt sin tale.
Særligt Byg1by fik gode ord med på vejen.
- Jeg synes, at Byg1by er et helt unikt projekt, hvor i involvere uddannelsessektoren, kulturlivet og borgere i jeres arbejde. Og selvom jeres vigtigste opgave vel er at samle penge ind til arbejdet i Burundi, så gør I faktisk også en forskel her i Danmark, lød det fra borgmesteren, der henviste til, at flere af fuglehusene, som Byg1by sælger, er bygget af personer med særlige udfordringer.
En af stifterne af foreningen Byg1by, Thorkild Høy, var til stede, og det var faktisk ham, der fik Nykredit til at deltage i første omgang.
- Det er jo min private bank, og da vi skulle bruge noget hjælp til det økonomiske, så virkede det oplagt at starte her, fortæller han.
For Maria Gabrielsen, der er centerdirektør i Nykredit Ringsted, var det en kærkommen mulighed, da Thorkild henvendte sig.
- Thorkild er jo kunde hernede, og han spurgte, om det var noget vi ville være med til. Vi holdt et møde og blev enige om, at det var en rigtig god ide. Vi synes, det er en smuk tanke, og det vil Nykredit gerne støtte op om, lød det fra centerdirektøren, der også glæder sig over at få farver i vinduerne.
Borgmester Henrik Hvidesten fik overrakt et af de flotte fuglehuse, og det satte han pris på.
- Det er jo et helt fantastisk stykke arbejde, og det skal hjem og hænge i haven med det samme, lød det fra Borgmesteren.
Foruden kunst, mad og drikke bød ferniseringen også på et musikalsk indslag. Musikeren Morten Huba havde nemlig allieret sig med sin kollega Jonathan Ash og sammen fremførte de støttesangen »Grundig i Burundi«, der, ligesom fuglehusene, skal samle penge ind til byggeprojekter i det fattige østafrikanske land.
Sangen kan høres på Spotify og itunes, og i fremtiden vil den også være at finde på Byg1bys hjemmeside.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her