

Se billedserie
Det er ikke umiddelbart til at se foran Zealand Business College i Campusområdet i Ringsted, at der skulle være trusler mod skolen. Flere elever pulser på en smøg i udkanten af parkeringspladsen, mens ZBC's kantine tiltrækker sultne elever fra Campusskolen. Alt er med andre ord som det plejer.
Politiet har forladt skolen ved 11-tiden og ifølge Claes Mortensen og Maria Lidsmoes, der er elever på EUX-linjen på ZBC, har det ikke rigtig virket som, at der var noget i truslen.
- Vi har fået at vide, at vi ikke skulle gå i større grupper, men ellers har vi haft normal undervisning hele dagen, siger de.
De har selv fulgt med på nettet, hvor de har kunnet læse om truslerne. De har også bemærket politiets patruljevogn på skolen. Ingen af delene har dog gjort, at de har følt sig utrygge i løbet af dagen, som for dem er forløbet næsten helt som alle andre dage.
Inde på skolen sidder eleverne i gangarealer og klasselokaler, hvor de spiser frokost og griner sammen. Der er altså intet usædvanligt at spore, da DAGBLADET besøger ZBC.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her