
Man kan stadig ikke komme op eller ned, hvis man bor i etageejendommen i Sct. Hansgade 49 i Ringsted.
Ejendommens ene elevator fungerer nemlig stadig ikke efter fem ugers stilstand - og det besværliggør handikappede og gangbesværede beboere fra at komme ned fra deres lejligheder, som i øvrigt er indrettet til samme målgruppe.
- Jeg synes, det er synd for beboerne. Det er deres liv og hverdag, der er blevet alvorligt indskrænket med det her elevatorstop, siger Britta Nielsen (SF), der er forkvinde for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, og for tiden også vikarierer i Handikaprådet, mens formand Jan Jakobsen har sygeorlov.
Det er fynske HD Ejendomme, der udlejer lejlighederne i ejendommen. Her er der godt nok en anden, fungerende elevator, men den kan beboerne kun komme til over en række trapper.
Det har hjulpet ejendommens gangbesværede beboere, at der er blevet lagt ramper ud på trapperne, men de blev først lagt ud for en uge siden, fire uger efter elevatornedbruddet skete.
- Udlejerne har et ansvar for at få den ordnet hurtigst muligt, men jeg synes, de har trukket den langt udover rimelighedens grænser. Når lejlighederne netop er lavet med henblik på tilgængelighed, skal de også fungere sådan i praksis, siger Britta Nielsen og tilføjer:
- Det er et must, elevatoren virker. Men det lader ikke til, at udlejeren er voldsomt optaget af at løse problemet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra HD Ejendomme, der administrerer ejendommen i Sct. Hansgade 49B.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her