
Korsevænget er en mindre vej, der forbinder Sorøvej med Vestervej. Samtidig er vejen adgangsvej til Dagmarskolen og Ringsted Ungdomsskole.
Sidste år besluttede byrådet, at vejen skulle med som projekt på Ringsted Kommunes Trafikhandlingsplan 2017.
En trafiktælling fra 2018 mellem Korsevænget fra nummer18 og 20 havde vist, at der dagligt kører cirka 309 biler og 66 cykler/knallerter på vejen.
En hastighedsmåling slog fast, at gennemsnitsfarten var på 47,1 kilometer i timen, og at 85 procent af bilisterne kørte 56,6 kilometer i timen eller derunder på en vej, hvor der højst må køres 50 kilometer i timen.
Flere forslag blev sendt i høring. Én mulighed var at lukke vejen ved Ringsted Å ved at sætte blomsterkasser op på vejen, så gennemkørsel ville blive en umulighed.
Et andet forslag var at lade vejen være som den er i dag. Et tredje gik ud på at sætte hastigheden ned til 40 kilometer i timen og etablere fartdæmpende bump.
Beboere, skoler og institutioner på Korsevænget og vejene deromkring blev hørt. Der kom 43 høringssvar ind til kommunen. Af disse var 42 procent mest lun på sidstnævnte løsning.
24 procent var mere stemt for en lukning, mens 34 procent foretrak, at der skulle ske ændringer på vejen.
Noget af det, der talte imod en vejlukning, var ifølge flere høringssvar, at trafikpresset ville blive større i krydset ved Sorøvej/Jyllandsgade/Vestervej, fordi flere trafikanter så skulle køre en omvej.
Nu er Klima- og Miljøudvalget nået frem til en løsning, og den følger administrationens indstilling.
Man har besluttet sætte hastigheden ned til 40 kilometer i timen og etablere bump på vejen.
- Jeg er rigtig glad for, at vi nu har landet på den løsning, de fleste borgere har peget på, siger formand for Klima- og Miljøudvalget Torben Lollike (R).
Tidsperspektivet er han knap så begejstret for:
- Jeg er lidt ærgerlig over, at det har taget tre år. Jeg er glad for, at vi nu er i mål, og så har jeg en ambition om, at det skal kunne gøres lidt hurtigere fremover. Men det er sagt i erkendelse af, at ting tager tid i den kommunale verden. Når der skal høringer og undersøgelser til, når politi og skoler skal ind over, så tager det længere tid, end man umiddelbart regner med.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her