16. oktober 2021
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) og europaparlamentariker Marianne Vind (S) havde masser af spørgsmål til projektleder ved Ringsted Forsyning Ole Winther. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) og europaparlamentariker Marianne Vind (S) havde masser af spørgsmål til projektleder ved Ringsted Forsyning Ole Winther. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: EU-politiker om varmeværk: - Det er meget unikt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

EU-politiker om varmeværk: - Det er meget unikt
Ringsted - 24. september 2021 kl. 16:09
Af Mads Dam Bendtsen

På en dag, hvor vinden ruskede godt i træerne, og naturen mindede os om, at den besidder kræfter, der kan være svære at håndtere, var to socialdemokratiske spidser - regionsrådsformand Heino Knudsen og europaparlamentariker Marianne Vind, valgt på Sjælland - meget passende i går på besøg på Ringsted Kraftvarmeværk.

Anledningen var en ny, grøn varmepumpe, en »verdensnyhed«, som den blev omtalt. Men turen gik rundt i hele varmeværket. Og skal man tro Marianne Vind, var det fremtiden, hun fik en rundtur i.

Anledt af projektleder Ole Winther fik de to politikere syn for, hvordan man kan drive et grønt og billigt varmeværk - og ansigterne var lagt i både nysgerrige og flere gange imponerede folder.

Eksempelvis, da Ole Winther fortalte, at Ringsted Fjernvarmeværk har forøget produktionen af vedvarende energi fra 25 procent til 95 procent på 15 år. Det faldt i de to politikeres smag.

Er hvor Danmark skal hen

Eller da han gennemgik, hvad det er, der gør Ringsted Fjernvarmeværk til det, Marianne Vind kalder for »fremtiden«. Nemlig kombinationen af både at producere energi på halm, gas og el.

- Vi kan selv variere vores brug af energikilde uge for uge og time for time - alt efter hvad der er billigst. Da priserne typisk svinger ned og op ud fra, om der er rigelig eller mangel på den energikilde, opnår vi både en lavere pris og kan støtte energisystemet ved at bruge det, som der er mest af. Det har stor betydning, efterhånden som vores energiproduktion i stigende omfang er påvirket af sol, vind og nedbør i Nordeuropa, forklarede Ole Winther.

- Vi er nået derhen, hvor resten af Danmark skal hen, sagde han.

- Det er meget unikt, meget fremsynet, replicerede Marianne Vind.

Vi skal passe på

Heino Knudsen udtrykte nervøsitet over udfordringer med den stigende mængde af nedbør. For af og til kan ansvaret for at agere forsvinde mellem to stole.

- Vi går meget op i klimainitiativer, svarede Ole Winther og fortalte, at de var i gang med at separatkloakere hele Ringsted, arbejder på en ny spildevandsplan og har kørt et forsøg med drænasfalt og vandopsamling under vejen.

- Men der er noget økonomi i det, og vi bliver også bedt om at effektivisere. Hvis ikke vi passer rigtig meget på, er det her Skatteministeriet om igen, siger han med henvisning til ministeriet, der godt nok lykkedes med at skære omkostningerne ned, men til gengæld rendte ind i alvorlige problemer med eksempelvis at indkræve skat.

- Det er klart, det kræver investeringer, konstaterede Heino Knudsen.

- Vi har teknologien, og fjernvarmebranchen omstiller gerne og effektivt. Pt. mangler man mangler bare arbejdskraft, forsikrede Ole Winther.

Vi skal stadig have varme

Marianne Vind, der drømmer om at inspirere resten af EU med Ringsteds kloge løsninger, fortalte om, hvordan hun for tre år siden på en bidende kold decemberdag i Warszawa havde set mennesker gå rundt med mundbind. Ikke på grund af coronavirus, men fordi partikelforureningen var så stor, at man nærmest kunne se partiklerne i luften.

I Polens hovedstad så hun nemlig lejligheder, hvis eneste varmekilde var brændeovne. Og når ikke pengene rækker til miljøvenligt træ, må man smide mælkekartoner og deslige i brændeovnen.

- Selvom temperaturen stiger, skal vi jo alle sammen stadigvæk have varme. Og det skal vi gøre grønnest muligt, sagde hun og slog fast, at hun har klimainitiativer højt på sin prioriteringsliste.

Både for at redde klimaet, men også fordi, der er arbejdspladser i det.

Det kunne Ole Winther bevidne. Han fortalte, at de jævnligt har haft ingeniører fra store danske virksomheder på besøg for at suge viden til sig, som de efterfølgende har brugt til store anlægsprojekter i udlandet.

Og der kan være en idé i at kigge mod Ringsted. For som Ole Winther forklarer:

Danmark plejer at fylde sine gaslagre helt op i løbet af sommeren, så det dækker vinterens forbrug. Men på det seneste er gaspriserne syvdoblet, så de kommercielle aktører har ikke villet købe gas, og lagrene er derfor ikke fyldte. Det bliver problematisk til vinter, hvor gasforbrugere vil opleve en væsentlig prisstigning.

Men ikke i Ringsted. Her kan prisen holdes nede, fordi der er alternativer til at bruge gas.

Varmepumpe til 65 mio.

Sidst på turen gik vejen forbi den nyindkøbte grønne varmepumpe. Den har kostet 65 mio. kroner. Heri indgår blandt andet en turbokompressor, hvor akslen svæver i et magnetfelt. Det er smart, fordi ingen dele dermed rører hinanden, der er intet slid og ikke behov for olie.

- Vi kan benytte el til varmeproduktion med høj energiudnyttelse, når der er nok miljøvenlig og billig el i el-nettet, forklarede Ole Winther.

Marianne Vind sluttede af med igen at uddele ros.

- Jeg bliver altid benovet over innovation, som ikke er pålagt ovenfra. Det er helt unikt, den måde det supplerer hinanden på. Det skal vi have meget mere af, sagde hun.

Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk