Tirsdag klokken 20.24 anmeldte personalet i Lidl på Odinsvej i Ringsted, at to butikstyve netop var stukket af fra butikken og kørt af sted i en bil.
De to mænd havde umiddelbart forinden fyldt en indkøbsvogn med diverse varer for omkring 10.000 kroner, hvorefter de forlod butikken med vognen uden at betale.
En Lidl-medarbejder havde holdt øje med de to mænd og var fulgt efter dem ud på parkeringspladsen.
Mændene gik hen til en ældre sølvgrå personbil, hvor de begyndte at læsse varerne ind i bilens bagagerum. Da medarbejderen fra Lidl konfronterede mændene løb den ene væk fra stedet, mens den anden (B) satte sig ind i bilen og låste dørene.
Medarbejderen stillede indkøbsvognen foran bilen for at forhindre den i at køre væk, men det holdt ikke føreren tilbage. Han påkørte indkøbsvognen og kørte væk fra parkeringspladsen i retning mod bymidten. De to butikstyve fik kun få varer fra vognen ind i bilen, før de flygtede.
Ingen personer kom noget til ved episoden.
Politiet søger vidner
Den flygtende mand til fods beskrives som østeuropæisk af udseende, 30-35 år og 165-175 centimeter høj. Han havde almindelig kropsbygning og bar sort tophue, sort mundbind, sort jakke og blå jeans.
Manden som flygtede i bilen beskrives ligeledes som østeuropæisk af udseende, 35-40 år og 180-185 centimeter høj. Hans kropsbygning var fedladen, og han var også iført sort tophue, sort mundbind, sort jakke og blå jeans.
Politiet efterforsker sagen og søger i den forbindelse vidner, som har bemærket de beskrevne udenlandske mænd og den sølvfarvede ældre personbil køre fra stedet.
Politiet kan kontaktes på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her